Gentager succesen: Kom til vinoyoga i DGI-Huset
Vild med yoga OG vin? Så er der det helt rigtige arrangement på vej til dig
AALBORG: Trænger du til at spice din yogatræning lidt op? Så kan du nu invitere din veninde eller din bedste kammerat med til en sjov yoga-oplevelse ud over det sædvanlige.
DGI-Huset i Nordkraft gentager nemlig succesen med yoga, hvor du ikke bare bliver inviteret på en god omgang udstrækning af hele kroppen, men også på et glas vin.
Konceptet hedder vinoyoga og I skal igennem en helt almindelig yogarutine tilført en uformel og hyggelig stemning i form af et glas vino eller gin.
- Kom og oplev en sjov time med vinoyoga, hvor vi bevæger os i klassiske yoga stillinger og flows, med et glas i hånden eller ved vores side. Vinoyoga er for ALLE som vil prøve en sjov time med vin, grin og bevægelse i rolige tempi. Vi afslutter med en vin meditation, skriver DGI-Huset om arrangementet.
Der vil blive serveret tre glas vin i løbet af yogatimen.
Du skal dog være hurtig, hvis du vil sikre dig din billet: arrangementet foregår nemlig allerede nu på fredag.
Vinoyoga koster 125 kroner per person, eller tre klip, hvis du bruger klippekort.
Hvad: Vinoyoga
Hvor: DGI-Huset i Nordkraft
Hvornår: Fredag 10. december fra 16.30 til 17.30
Du booker din billet til vinoyoga via DGI-Husets hjemmeside her