Garn og strik er et hit: Skabagtig får mere plads

Garnbutikken er netop flyttet til nye og større lokaler i midtbyen

16. august 2018 kl. 12.42
Opdateret kl. 14.05

AALBORG: Der er gang i strikkepindene rundt omkring - det oplever Katrine Bødker på tætteste hold.

Hun ejer garnbutikken Skabagtig, der efter to år i Danmarksgade netop er åbnet på Boulevarden 42.

- Forklaringen er, at jeg manglede plads. Jeg oplever, at flere og flere er interesserede i at strikke, og der er også stigende efterspørgsel på mine workshops, undervisning og arrangementer, hvor man strikker sammen, siger Katrine Bødker.

Billede beskrivelse

Netop det at være fælles om interessen for strik, garn og farver er en vigtigt del af Skabagtig.

- At strikke er min store passion, og som noget nyt har forretningen her et caféområde, hvor man kan tale med og inspirere hinanden, mens man strikker, siger Katrine Bødker.

- Og i bøger og på iPad kan man researche på farver, garn og opskrifter, her er noget for både de erfarne og de nye.

Billede beskrivelse

Inspiration og kreativitet

Caféområdet og de mange garnnøgler i alle farver bekræfter den målsætning, 41-årige Katrine Bødker havde, da hun sagde farvel til sit faste job og blev selvstændig butiksejer for to år siden.

Hun vil skabe "et kreativt univers med eksklusivt garn og inspiration til nye projekter. Stemningen skal være uhøjtidelig og hyggelig".

- Kunderne skal have en helhedsoplevelse. Min ambition er at gøre garn til noget særligt, starte oplevelsen med det samme her i butikken, så garnnøglerne ikke bare ender hjemme i en skuffe, siger Katrine Bødker.

Som del i den kreative proces er hun selv begyndt at designe mønstre, det er blandt andet blevet til trøjer i boheme-stil.

- Jeg bliver inspireret af lækkert garn og farver, derfor lægger jeg også vægt på at forhandle kvalitetsmærker.

I butikken og på Skabagtigs webshop kan man også købe tilbehør til strik og hækling.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste