Gammel kending i hjertet af Aalborg drejer nøglen om
Efter mere end et årti lukker og slukker forretningen med den centrale placering på Vesterbro
Cazzoo på Vesterbro 72, med de karakteristiske orange flammer på udstillingsvinduer, lukker og slukker til november 2023, efter mere end 10 års virke i hjertet af Aalborg.
Det meddeler ejerne i et opslag på virksomhedens egen Facebook-side.
Det er ægteparret Tony og Lone Mitchell fra Pandrup, der sammen har drevet smykke- og piercingforretningen på Vesterbro.
I opslaget kan man læse, at beslutningen er taget af helbredsmæssige årsager.
Det er dog ikke helt slut med Cazzoo smykker og piercinger. De fortsætter nemlig salget på deres webshop.
Udmeldingen kommer da også i kølvandet af to måneder med en række ikke-planlagte lukkedage grundet sygdom.
- Det er selvfølgelig mærkeligt, når vi har været her i så mange år, men det er nødvendigt, siger Tony. Det er hans hustru, Lone, som udfører piercinger i forretningen.
Det vil da også fortsat være muligt at få lavet en piercing, men fremover kun ved tidsbestilling, og med lokation i Pandrup, hvor parret er bosiddende.
Selvom det er med vemod, at parret må dreje nøglen om, er Tony ved godt mod:
- Det ikke så galt, og vi fortsætter jo online med vores webshop, siger Tony Mitchell.