Gårdbutik, KaffeFair og undervisning i nyt hus

FOKUS Folkeoplysning samler en række af sine aktiviteter på Strandvejen ved Spritten åbner snart

29. december 2017 kl. 12.53
Opdateret kl. 16.46

AALBORG: Er du en af de mange tusinde, der deltager i tilbud fra aftenskolerne? Så får du måske snart nye rammer.

For FOKUS Folkeoplysning er det en drøm der går i opfyldelse, når man slår dørene op til det nye hus på Strandvejen 19.

Dermed bliver en række aktiviteter samlet, grundtanken er, at aftenskolen skal være i trit med tiden, være mere fleksibel og tæt på, hvor folk færdes i hverdagen.

Noget adressen ved Spritten tæt på bymidten fuldt ud lever op til.

Tilgængeligt og fleksibelt

- For os er det den ultimative placering. Vi er tæt på byens puls, vi skal møde folk der, hvor de er, siger Bjørn Salling, der er direktør i FOKUS Folkeoplysning.

- Vi skal være tilgængelige i folks hverdag, de skal have mulighed for at bruge vores tilbud både på vej til og fra bopæl og arbejde.

FOKUS Folkeoplysning har købt en bygning på 3600 kvadratmeter, den har tidligere huset tobakslager og en del af Aalborg Universitet.

Nu kommer de tre etager til at rumme et væld af nye aktiviteter og tilbud.

I stuen med eventsalen finder man også KaffeFair, gårdbutik med salg af friske råvarer fra blandt andet Egholm Folkefarm, butik med ReUse-tøj og Kunstskolen+.

Begiver du dig op på førstesalen er der blandt andet loungeområde og YOGA HUSET Aalborg. Øverst blandt andet værksted til møbelpolstring, Kvindedaghøjskolen og lokaler til andre af Fokus’ tilbud om undervisning.

Et sammenhængende hus

Bjørn Salling lægger vægt på, at huset skal være en helhedsoplevelse.

- Ved at samle aktiviteterne i egne rammer, kan vi skabe en ny synergi. Har man været til møbelpolstring eller yoga, kan man besøge vores café efterfølgende, siger han.

- Og med vores eventsal får vi helt nye muligheder for større arrangementer. Vi åbner et hus fyldt med folkeoplysende kultur.

Der vil også være fællesspisninger den første tirsdag i hver måned under temaet "Aalborg spiser sammen".

En helt ny KaffeFair

Bjørn Salling ser blandt andet frem til KaffeFair i nye rammer.

- Vi har fået fem millioner kroner fra det Obelske Familiefond til et godt køkken, vi kan bruge til undervisning, siger han om restauranten, der er socialøkonomisk virksomhed og danner rammen om unge i uddannelses- og afklaringsforløb.

- For de unge i oplæring betyder det rigtig meget at arbejde i et professionelt restaurantkøkken.

Der er officiel indvielse af det folkeoplysende kulturhus 12. januar, KaffeFair åbner 1. februar.

FOKUS Folkeoplysning har fortsat afdelinger, projekter og undervisning på en række af de nuværende adresser i blandt andet Nørresundby, Vejgaard og Aalborg Øst.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste