Frivillige viser flaget på Gammeltorv
30 foreninger byder på gratis kaffe og kage
AALBORG: Der bliver masser at se, høre og opleve, når Gammeltorv 11. juni danner ramme om Aalborg Frivilligmarked.
30 frivillige og sociale foreninger deltager på markedet, hvor de vil fortælle om deres arbejde og hjælpetilbud og om mulighederne for at blive en del af et meningsfuldt fællesskab hos dem.
Der er som altid fri entré, og gratis kaffe, te og kage til de første 1000 besøgende.
Det oplyser De Frivilliges Hus i en pressemeddelelse.
- 4 ud af 10 nordjyder er i dag engageret i frivilligt arbejde, men Aalborgs sociale foreninger og frivillige fællesskaber har brug for mange flere frivillige hænder til at hjælpe ensomme, udsatte og psykisk sårbare mennesker, siger Cecilie Uldum, projekt- og kommunikationsmedarbejder ved De Frivilliges Hus.
Uddeling af børne- og ungdomspris
Frivilligmarkedet åbner klokken 11. Mai-Britt Iversen (S), tidligere rådmand for familie og beskæftigelse i Aalborg, holder markedets festtale, og Y´s Mens Club Aalborghus uddeler Aalborg Børne- og Ungdomspris på 25.000 kr. til en lokal forening, der arbejder for at fremme udsatte børn og unges vilkår.
Musikken til årets Frivilligmarked leveres af duoen HolstNiedermann, der spiller et varieret udvalg af musik med rødder i rock- og folkgenren.
Bagermester Torben og lærling Ninna fra det ikoniske Othello Bageri i Aalborg besøger markedet og finder deres favorit blandt de kager, som foreningerne har bagt, og deler ud som smagsprøver til markedsgæsterne.
Deltagerne i frivilligmarkedet er:
ADHD-foreningen, Autisme- og Aspergerforeningen, Aalborg Provstiers Menighedspleje, Alzheimerforeningen, Aktivitetsjonglørerne, Baglandet, Bloddonorerne i Aalborg, ICYE, DFUNK, Depressionsforeningen, Den Sociale Skadestue, Det Kærlige Måltid, Efterladte efter selvmord, FriRummet, Frivillig Aalborg (Dansk Flygtningehjælp), FN-Forbundet, Gestus Nord, Kirkens Korshær, Kræftens Bekæmpelse, Lær for Livet, Mødrehjælpen, Natteravnene, Red Barnet, Røde Kors, Social Sundhed, SOS-Børnebyerne, SINDS Pårørende, Ventilen Aalborg, Aalborg FRI-TID og Ældre Sagen Aalborg.