Billede beskrivelse

Fredagsfest er tilbage - se her, hvornår du kan opleve koncerterne i Karolinelund

Programmet er på plads, og det er super-godt, fortæller arrangøren

15. marts 2022 kl. 18.18
Opdateret 16. marts 2022 kl. 13.07

AALBORG: Længes du også efter lune sommeraftner med masser af god musik? Så er der godt nyt til dig, for efter to år med corona-restriktioner ved koncerterne vender Fredagsfest i Karolinelund tilbage for fuld musik.

- Det er helt fantastisk, det er noget, vi har glædet os meget til. Nu giver vi den fuld gas, så folk siger wow, fortæller Jørgen Nissen, der er leder af Skråen.

Billede beskrivelse

Hele musikprogrammet er allerede på plads til sommerens fredagsfester, men han vil dog ikke sætte navn på artisterne endnu.

- Vi har lavet et super-godt program, og nu vil vi fejre, at der forhåbentlig ikke er restriktioner til sommer. Vi har glædet os til det her i to år, og med en billetpris på 100 kroner denne gang, har vi lidt flere penge, så vi kan rykke et step op med hensyn til kunsterne, siger Jørgen Nissen.

- Denne gang tipper det lidt mere end tidligere mod et ungt publikum. Vi kunne se, at interessen var der sidste år, da vi præsenterede navne som Faustix og Ude af Kontrol. Men vi har selvfølgelig også stadig legendariske bands til det mere modne publikum.

Billede beskrivelse

Prioriteringen skal blandt andet ses i sammenhæng med musikken ved de kommende Skovrock og The Tall Ships Races.

- Vi vil gerne være med til at skabe en balance i udvalget hen over sommeren. Ved de øvrige begivenheder er de unge ikke tilgodeset helt så meget som det voksne publikum, siger Jørgen Nissen.

Et stort arbejde venter

Med koncerterne på plads er blikket nu vendt mod det praktiske arbejde i et Karolinelund, hvor byparken er under forvandling, og åen bliver fritlagt.

- På grund af det arbejde, der er i gang i Karolinelund, kan vi endnu ikke sætte præcist tal på, hvor mange gæster der bliver plads til. Men realistisk set bliver det nok 3-4000 pr. koncert, siger Jørgen Nissen.

- I øjeblikket arbejder vi mega hårdt på de praktiske ting som opstilling, nye toiletter og omklædningsfaciliteter.

Du kan glæde dig til i alt ni fredagsfester med start 24. juni, og sidste koncertoplevelse 26. august. Vær dog være opmærksom på, at der ikke er fredagsfest 5. august, hvor du i stedet kan deltage i Tall Ships Races.

Men det er altså først 1. juni, du finder ud af, hvilke koncerter du kan glæde dig til. Der offentliggør Skråen nemlig hvilke kunstnere, du kan opleve til årets fredagsfester i Karolinelund.

Billetter købes igen ved indgangen, nu hvor corona ikke længere sætter begrænsning på antallet af koncertgæster.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste