Fredags-fester fortsætter
Møde mellem Skråen og myndigheder sikrer de populære fester i Karolinelund
AALBORG: Fredags Fest er nu sikret i de kommende år.
Det er det glade budskab fra Jørgen Nissen, Skråen i Nordkraft, som er arrangør.
- Ved et godt og konstruktivt møde med de forskellige myndigheder er det nu sikret, at de populære Fredags Fest - koncerter i Karolinelund i Aalborg kan fortsætte i de kommende år.
Alle tilstedeværende myndigheder lovede arrangørerne Skråen, at de aktivt vil støtte koncerterne og hjælpe med løsning af de praktiske udfordringer, fortæller Jørgen Nissen.
Skråen er utrolig glad for denne velvilje, og vil samtidig også sende en stor tak til borgmesteren og det øvrige byråd for deres støtte massive støtte til Fredags Festerne, tilføjer han.
Der er Fredags Fest hver fredag fra sidste fredag i juni til sidste fredag i august.
Hver gang åbnes festpladsen i Karolinelund fra kl. 18 og der er musik fra kl. 20 til kl. 22.30.
Til trods for en del regn i sommer, voksede besøgstallet endnu en gang. Så meget, at det for første gang i Fredags Fest historie nåede over 4.000 betalende gæster i gennemsnit hver fredag.
Fredags Fest kan i dag til trods for den symbolske entre på kun 50 kr, hvile i sig selv økonomisk, takket være god hjælp fra sponsorer og ikke mindst den store støtte fra det tusindtallige publikum, der trofast møder op næsten uanset vejret.