Forældre - I gør det godt

AALBORG: Gang på gang bliver vi forvisset om, at børn nu til dags er forkælede, uselvstændige og egoistiske, fordi deres forældre pakker afkommet ind i spelt og faldflis, mens de spiller computer og bliver vartet op. Hvis man da lytter til den daglige forældrehetz i medierne.

Helt ærligt. Jeg har tre piger og kender derigennem rigtig mange børn og forældre: Jeg synes generelt, de gør det godt og har nogle dejlige unger.

Så kan vi ikke dæmpe den der usympatiske forargelsesfryd over andre folks børn og i stedet fortælle alle de gode historier om børn nu til dags. For eksempel ved de mere og er mere empatiske end tidligere generationer. For ikke at tale om de unge, der drikker mindre og ikke er så kriminelle, som min generation var - slå det bare op i statistikkerne.

Lad mine ganske almindelige, dejlige, lettere curlede unger være eksempler på de gode historier. I dag arbejdede jeg hjemme, men de troede, jeg var syg. Derfor afslog de tilbuddet om at blive hentet på Vejgaard Østre Skole, men valgte i stedet at gå sammen som sædvanligt - og de tre piger havde plukket fine blomster til patienten og gemt den sidste, ellers så eftertragtede chokoladebolle fra madkundskab til mig. Jeg blev mere stolt af dem, end hvis de afleverede en fejlfri matematikopgave - for banalt eller ej, så kommer man bare længere og får et bedre liv, hvis man er et ordentligt menneske. Det er stadig den vigtigste kvalitet, der er: At være én med et godt hjerte.

Selvfølgelig er der undtagelser. Selvfølgelig er der stadig overbeskyttede unger eller nogle "der får alt, hvad de peger på", som det hed i min barndom. Men jeg er bare slet ikke nervøs for majoriteten af børn, selvom de får mere omsorg og flere ting, end vi gjorde.

Jeg vil derfor ikke være med til at overdramatisere og generalisere på baggrund af click bate-artikler om en eller to tossede mødre, der forlanger grødomslag og roomservice til barnet, der er på Roskilde Festival. Der er bare ikke statistisk grundlag for alt den galde i debattråde. Og jeg sorterer med hård hånd eksperter, der for solide honorarer udtaler sig som om, børneopdragelse er en eksakt videnskab, ikke et spørgsmål om, hvilke briller man selv har på, og hvordan det enkelte barn i øvrigt er. Man tjener bare ikke mange basører på bogsalg ved at sige "lyt ikke på mig, vær tro mod din ægte jeg, og hav tillid til dine egne forældreevner, for du gør det garanteret skide flot".

Det er akkurat lige så logisk at skrive manualer til damer i 40-årsalderen, som det er til børn. Og jeg ville ærlig talt blive noget ked af det, hvis mennesker behandlede mig ud fra en manuals generaliseringer.

Men eksperterne sælger manualer, og medierne tirrer alle de her mennesker fra Nationen!-segmentet til at råbe curling og dét, der er værre. Lur mig, om dem, der råber højest, ikke kunne have været mindre misundelige, vrede eller bange mennesker, hvis de selv havde fået lige lidt flere kys, skulderklap og varm kakao fra mor og far, mens tid var.

Overvej også gerne, om alt i virkeligheden var så romantisk for os, der var børn i 80’erne og før. Måske var det hele ikke lutter gemmelege, til gadelygterne blev tændt, frisk luft, grønne knæ og sund ærbødighed over for de voksne:

For eksempel var det meget normalt, at mødre bad ungerne skifte undertøj "fordi de kunne jo blive kørt over og komme på skadestuen". Som sagt er jeg jo en lidt blødsøden type, men om den nydelige sygeplejerske dømmer mor på et bremsespor burde måske ikke være en prioriteret bekymring i den situation.

Der var aldrig frikadeller nok. Og tog man for mange, fik man det gerne at vide - højt og meget offentligt. Det var på en helt anden måde socialt acceptabelt at ydmyge børn - sådan var det bare at være barn dengang. Det her er bestemt ikke en navlebeskuende klagesang.

Vi var med til fester, hvor de voksne drak lige nok til, de blev mærkelige på en måde, der gør børn utrygge.

Vi sad i tyk cerutrøg i bilkabiner, og de voksne kunne slet ikke forstå, vi altid var køresyge.

Hvis man ikke havde nogen at lege med, blev man sendt ud på gaden, hvor man traskede hvileløst rundt, bange for at blive afsløret som den sociale taber, man følte sig som.

Mobning blev set som en ekstra hånd fra de andre børns side til at hærde os, gøre os stærke, og skolerne havde ingen politik mod mobning. Men nu er det jo ikke nødvendigvis sådan, at hvad der ikke dræber dig, gør dig stærkere. Nogle gange gør modgang suseme også svag, knuget og knækket - livsvarende.

Vi var ikke særlig åbne over for det anderledes. Medmindre man var skolegårdens alfahan eller -hun, så var det med IKKE at komme i skole i noget tøj, der stak ud, selvom man måske selv syntes, det var flot. Det giver ikke just basis for at udvikle sig selvstændigt at være hamrende nervøs for ikke at passe ind i flokken, fordi dét her med at være unik bare ikke var en fordel.

Vi havde ingen indsigt i andre etniciteter eller andre former for mangfoldighed - det mest eksotiske var adoptivbørn fra Korea, og der var ingen forståelse for homoseksualitet. Selv var jeg som barn skrækslagen for disse bøsser, for den eneste forklaring af begrebet, jeg havde fået, var, at det var mænd, der overhovedet ikke kunne lide kvinder og piger... hvilket i mit hoved blev til, at bøsser var sådan nogle vrede nogle, der skældte ud på og ville slå piger som mig. Børn ved mere, og verden er mere rummelig i dag.

Der fandtes ikke pjatværk som legepatruljer i skolegården, som sørger for, ingen er udenfor. Lille forslåede Bjarne med hullede sko og flapører måtte da bare selv finde ud af at komme ind i kampen. Nu sidder Bjarne og skaber sig ovre på Nationen! Og det er Bjarnes eget indre, svigtede barn, der trykker på tasterne.

Vi lærte ikke helt kunsten at debattere på en sund måde, for de voksne havde altid ret, sagde aldrig undskyld og anerkendte aldrig et rigtig godt argument, hvis det kom fra mennesker under 1,5 meter.

Vi lærte måske heller aldrig helt de voksne dermed og vores forældre rigtigt at kende, da deres autoritet slørede for muligheden for at nå ind til deres personlighed.

Det var en lang smøre for dybest set bare at prale af, at mine unger tegner til at blive langt bedre mennesker end mig. Ligesom så mange andre dejlige børn har nu til dags, men vi glemmer at sige det. Så hermed den skarpvinklede version:

Jeg har fuld tillid til vores unger og fremtiden - I gør det sgu godt, forældre!