Før lokalbrag: Vesttribunen varmer op på Street Food
Du kan varme op til kampen mellem AaB og Vendsyssel FF til stor event med musik, billige øl, flagværksted og fællesmarch til stadion
AALBORG: Der er rig mulighed for at komme i den helt rette stemning, inden det går løs til fodboldkampen på søndag mellem de lokale helte fra AaB og modstanderne fra Vendsyssel FF. Vesttribunen er nemlig klar med en stor opvarmningsevent på Aalborg Street Food, der naturligvis ender ud i en fællesmarch til stadion.
Aalborg integreres i fanscenen
Arrangementet giver alle muligheden for at mødes og hylde AaB, fanscenen og fællesskabet omkring de røde og hvide, og det er netop det, som Vesttribunen er sat i verden for, fortæller stifter, Michael Meelsen Nielsen, der også er indehaver af Bar Røv på Vesterbro.
- Vesttribunen blev startet i 2010 for at samle de forskellige fangrupperinger, for vi har jo alle det til fælles, at vi støtter op om AaB. Siden har vi lavet mange af den her slags arrangementer, fordi vi gerne vil skabe lidt ekstra omkring kampene, siger han og fortsætter:
- Folk samles også på Bar Røv inden kampene, men der er måske plads til 50-60 stykker på en god dag. Til et arrangement som på søndag, håber vi at kunne samle flere hundreder, så derfor bruger vi Street Food. Generelt vil vi gerne bevæge os rundt i byen og integrere Aalborg i fanscenen. Vi har også tidligere brugt Vestre Fjordpark og Jomfru Ane Gade, fortæller han.
Mange fede ting på programmet
Det er ofte til de store kampe, at AaBs fans varmer op i en samlet flok, men denne gang er det i forbindelse med en lidt mindre af slagsen, når Vendsyssel FF kommer til Aalborg.
- Vi vil gerne skabe noget mere stemning og sammenhold på stadion. Også når det gælder de mindre kampe, siger Michael Meelsen Nielsen.
Opvarmningen på Aalborg Street Food starter klokken 12 med salg af eksklusive huer, der kun kan købes denne dag. Klokken 12.30 starter AaB Tifo Kaos op i et flagværksted, hvor alle kan være med og lave deres eget flag, som vil være på tribunen fremover. Derefter vil der være forskellige indslag i løbet af dagen, hvor eksempelvis El Peligro fyrer op for pladespilleren, og så kigger Lasse Lyd forbi med lidt lokal hip hop. Klokken 17 går turen mod stadion i en fællesmarch.
Selvom Aalborg Street Food officielt har lukket ned for sæsonen, så vil der være tre boder, som holder åben denne dag.