Billede beskrivelse

Følg mennesker på flugt

Ai WeiWei’s film Human Flow vises i Biffen

12. november 2017 kl. 10.32

AALBORG: Tirsdag 14. november kan man komme med på en storslået filmrejse gennem verden skabt af den internationalt anerkendte kinesiske kunstner og instruktør Ai Weiwei. Trods filmens triste omdrejningspunkt - mennesker på flugt - er "Human Flow" en hyldest til menneskets ukuelighed og fyldt med uforglemmelige billeder. Arrangementet foregår i Biffen Nordkraft, og filmen indledes af Dansk Flygtningehjælp Ungdom.

Over 65 millioner mennesker er blevet tvunget til at forlade deres hjem på grund af krig og forfølgelse, og vi ser lige nu den største flygtningekrise siden anden verdenskrig. Dokumentaren skildrer både flygtningekrisens overvældende omfang og dens store menneskelige konsekvenser.

Filmen er optaget i løbet af et begivenhedsrigt år og følger en række vedkommende historier om mennesker fra hele verden: Afghanistan, Bangladesh, Frankrig, Grækenland, Tyskland, Irak, Israel, Italien, Kenya, Mexico og Tyrkiet.

"Human Flow" dokumenterer disse menneskers desperate kamp for at finde sikkerhed, tag over hovedet og retfærdighed. Fra overfyldte flygtningelejre til farlige havoverfarter til pigtrådshegnede grænser; Fra desillusion til mod, udholdenhed og tilpasning; Fra længslen efter det liv, der blev forladt, til fremtidens ukendte potentiale.

Filmen kommer på et tidspunkt, hvor tolerance, medmenneskelighed og tillid er vigtigere end nogensinde før. Dette fintfølende filmværk stiller spørgsmål, som vil komme til at definere dette århundrede: Vil verdenssamfundet kunne overvinde frygt, egeninteresse og isolationisme og i stedet vælge åbenhed, frihed og respekt for menneskeheden?

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste