Flyttedag i midtbyen: Her er Frederik Hectors nye adresse
Barbershoppen har brug for mere plads og flytter ind på Østhavnen
AALBORG: Du kan se frem til spritnye lokaler og mere plads, når Frederik Hector igen slår dørene op. Denne gang alene som herrefrisør og barber, da flytningen betyder farvel til salg af tøj til mænd.
Indtil nu har adressen været Slotsgade, men i øjeblikket er ejerne ved at lægge sidste hånd på indretningen af den nye barbershop på Stjernepladsen.
- Vi har brugt vinterens nedlukning på at flytte ind i de nye, spændende lokaler på Østhavnen, siger Rasmus Luther, der ejer Frederik Hector sammen med Mathias Kræmer Jensen.
- Det nye sted passer bedre til vores fremtidsplaner om flere ansatte end de fem, vi er i dag. Og på sigt vil vi også gerne lave forskellige arrangementer, noget jeg dog ikke kan sige mere om lige nu. Det ser vi på, når vi åbner.
Når salget af herretøj er valgt fra, skyldes det, at de to ejere ønsker at fokusere fuldstændig på en ting, og det er at skabe en helhedsoplevelse omkring at være barbershop.
- Vores brand og vores vision er at skabe et frirum for mænd. Her får de en pause fra hverdagen med fokus på den moderne mand, siger Rasmus Luther.
- Fremover fokuserer vi 100 procent på den gode frisøroplevelse.
Frederik Hector åbner på Stjernepladsen 18, når regeringen giver grønt lys til det efter coronanedlukningen.