Flot hæder til zoo - blandt de allerbedste i Europa
Se her, hvad der især bliver fremhævet
AALBORG: Er du også vild med zoo? Så er du ikke alene, for Aalborg Zoo har netop fået flot, international hæder.
- Aalborg Zoo er stadig Europas andenbedste zoo. Det er nu tredje gang i træk, vi bliver kåret som en af de bedste europæiske zoologiske haver, skriver zoo på Facebook.
Anthony Sheridan, der er forfatter til bogen "Zooscape 2020 - Sheridans Handbook of Zoo's in Europe 2015-2030", har lavet bedømmelsen på baggrund af besøg i 126 zoologiske haver og akvarier i 29 europæiske lande.
Haverne bliver bedømt på 40 forskellige parametre, og det er blandet andet evnen til at give gode gæsteoplevelser, en varieret sammensætning af dyr, natur-bevaringsarbejde og formidlings- og undervisningsaktiviteter, der trækker op i bedømmelsen.
De zoologiske haver vurderes i fem grupper, baseret på deres størrelse, og i kategorien for haver med op til 500.000 gæster om året ligger Aalborg Zoo altså igen nummer to i Europa.
- Vi er enormt stolte af bedømmelsen. Ikke mindst fordi vi siden 2015 har ligget stabilt blandt de absolut bedste zoologiske haver i Europa. Den flotte bedømmelse er også et ekstra incitament til at fortsætte vores udvikling af haven, som vi for eksempel gør med orangutang-anlægget, hvor vi nu snart kan præsentere dyrene i nye og optimale omgivelser og give vores gæster endnu større oplevelser og viden om de fantastiske orangutanger, slutter opslaget på Facebook.
På førstepladsen ligger Sóstó Zoo i Ungarn.