Find badedyret frem og hop frisk og frejdig ud i vandet
Vestre Fjordpark i Aalborgs vestby får efter endt forårsrengøring udskiftet badevandet og tilført millioner af liter renset og frisk vand fra Limfjorden
AALBORG: Du kan allerede nu begynde at stå på hovedet i bunden af klædeskabet for at finde dine badebukser eller bikinien og måske også det uundværlige badedyr frem fra gemmerne.
For den ny - og forhåbentlig solrige og varme - badesæson i Vestre Fjordpark i Aalborgs vestby nærmer sig nemlig med hastige skridt.
Så sæt endelig kryds i kalenderen ved torsdag den 18. april - ja, det er skærtorsdag i påsken - for så bliver der nemlig lukket millioner og atter millioner af liter renset og frisk vand fra Limfjorden ind i fjordparkens tre bassiner.
Bademester Kaj Bjerregaard Jensen, Vestre Fjordpark, siger til aalborg:nu, at man er godt i gang med forårsrengøringen af bassinerne efter, at vandet blev lukket ud for ca. en måneds tid siden.
- Bassinkanterne bliver vasket af, ligesom vi også skraber bunden for at få fjernet alt det dynd, der har bundfældet sig.
- Der bliver efterfølgende strøet frisk sand ud på bunden af de tre bassiner, og der er i alt tale om ca. 250 kubikmeter sand.
Bademesteren fortæller videre, at man kan lukke ca. én million liter vand ind i bassinerne i timen, og opfyldningen tager ca. to døgn.
Slutfacit er en samlet mængde på ca. 25 millioner liter renset fjordvand.
Kaj Bjerregaard Jensen:
- Som noget helt nyt så stiler vi efter at få koblet vores livreddere på allerede fra lørdag den 25. maj, og hvis ellers alt falder i hak, så er det ca. en hel måned tidligere i forhold til de foregående sæsoner.
- Livredderne er på vagt fra klokken 10 til 19, og de tre første ugedage er holdet på fire mand m/k, oplyser bademesteren og tilføjer, at de øvrige fire dage er der fuldt hold på i alt fem mand.
Kaj Bjerregaard Jensen har i øvrigt det lønlige håb, at vi i år får en kanongod sommer magen til den i fjor, som jo har skrevet sig ind i historiebøgerne som én af de absolut allerbedste.
Her på redaktionen på aalborg:nu krydser vi naturligvis også fingre for en solrig og varm sommer og nynner allerede nu med på stroferne af Kim Larsen-sangen "Haveje":
- Så vi be'r bare guderne om godt vejr...