Billede beskrivelse

Filler eller fedtfrysning? Du kan få lavet det hele hos ny kosmetisk klinik i Aalborg

Sygeplejerske og læge står klar til at forskønne dit spejlbillede

10. juni 2022 kl. 15.55

AALBORG: Trænger du til at få strammet op på appelsinhuden på lårene eller skriger ansigtshuden på en foryngelseskur, før du skal promenere frem og tilbage på badestrandene denne sommer, så er der snart hjælp at hente på Nytorv 11.

På anden sal, lige ovenover Bodyman.dk, åbner klinikken My Choice lørdag 11. juni med en bred vifte af behandlinger, der kan hjælpe med at forskønne dit spejlbillede og få dig til at føle dig bedre tilpas i de luftige sommergevandter.

- Vi tilbyder behandlinger med Botox, midlertidige fillers, peelinger og fedtfrysninger, der fjerner genstridige fedtdepoter som mormorarme og dobbelthager, fortæller Charlotte Kristensen.

Hun er den nye kliniks administrative leder og har en fortid som sælger i tekstilindustrien. Det er hende, kunderne først møder, når de træder ind i klinikken.

De kosmetiske behandlinger udføres af en sygeplejerske, og forundersøgelserne før behandlinger med for eksempel Botox udføres af en læge. Lægen fører opsyn med de kosmetiske behandlinger i klinikken og står i det hele taget til rådighed med sin ekspertise på åbningsdagene.

Billede beskrivelse

Charlotte Kristensen regner med, at især behandlinger med filler vil være blandt de mest efterspurgte i den nye klinik.

- Med filler kan du reducere rynker og skabe attraktive former på læber, kindben og kæbelinje. Der er mange muligheder, siger hun og understreger, at klinikken kun bruger ikke-permanente fillers. Effekten af en behandling aftager altså over tid.

My Choice Clinic ejes af Charlotte Kristensens kæreste, som også er indehaver af en ny afdeling af klinikken, der åbner i Hjørring i løbet af sommeren.

Når klinikken i Aalborg slår dørene op lørdag, er der forskellige konkurrencer, hvor kunderne kan vinde behandlinger. Du skal dog være fyldt 18 år for at kunne få en behandling på My Choice Clinic.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste