Fik idéen mens de spiste aftensmad - i dag har familien succes med fælles forretning
Tidligere AaB'er, hans kæreste og svigerfamilie har succes med webshop, og nu åbner de også fysisk butik
AALBORG: Idéen kom ud af ingenting en helt almindelig dag, hvor familien sad og spiste aftensmad.
- Min svigermor har altid været meget kreativ og lavet smykker som hobby. Samtidig kunne hun ikke finde det rette fleksjob, hvor hun kunne bruge sine kreative evner, siger Andreas Bruhn Christensen, der er tidligere fodboldspiller i blandt andet AaB.
- Og pludselig kom idéen; hvorfor ikke gå sammen om at lave et firma, hvor vi sælger perler, så hun kunne gøre sin hobby til sit arbejde?
Og som sagt så gjort - og endda i et tempo, der måske kan gøre de fleste forpustet.
Med familien i centrum
For den aften for et par år siden blev grundstenen til Uniqperler lagt i et samarbejde mellem ham, hans kæreste Louisa Bonderup og hendes forældre Pia og Martin.
- Allerede dagen efter tog vi kontakt til BusinessAalborg, for ingen af os har erfaring som iværksættere, siger Louisa Bonderup.
- Og vi var enige om bare at tage dagene, som de kom og se, hvor det her førte os hen.
Siden, de besluttede sig for at satse på salg af perler, sten, værktøj og andet tilbehør til smykker fra deres webshop, er det kun gået en vej, og det er fremad.
- Vi begyndte på et lille kontor hjemme med salg af få perler, og nu er vi allerede vokset ud af vores lager flere gange, siger hun om de skiftende adresser til webshoppen i Gistrup.
Hepper på hinandens idéer
- Vi har gjort noget, der egentlig bare skulle være sjovt og hyggeligt til en succesfuld virksomhed, der i dag har seks ansatte, og det er vi selvfølgelig meget stolte af, siger Andreas Bruhn Christensen.
Det er tydeligt, at Uniqperler kun er mulig, fordi familien står sammen.
- Jeg er ikke i tvivl om, at en af grundene til, at vores fortælling er så god, er, at vi er sammen om det her som familie. Vores forskelligheder er vores styrke, og alle har forskellige indspark og bidrager med noget, siger Andreas Bruhn Christensen, der læser til multimediedesigner og blandt andet har designet hjemmeside og står for annoncer og marketing.
- Vi afholder live-auktioner hver onsdag kl. 17 på vores Facebook, og i den forbindelse mødes vi alle fire altid efterfølgende og spiser aftensmad sammen, og her vender vi ofte nye idéer og forslag. Selvfølgelig er vi ikke altid enige, men vi er gode til at snakke om tingene, og i sidste ende hepper vi jo helt vildt på hinandens idéer. Det handler altid om, hvad vi kan gøre, for at Uniqperler bliver endnu bedre.
Instagram og Facebook er medspillere
Louisa Bonderup har fuldtidsjob som bankrådgiver, og udover regnskaberne står hun for indhold til Instagram og er ansigtet udadtil, når de hver onsdag holder live-auktioner på Facebook. Her viser og fortæller hun også om forskellige smykketeknikker, og hvordan man fremstiller smykker.
Interessen har været med til at inspirere til næste store skridt - at åbne en butik.
- Der har i lang tid været stor efterspørgsel på en fysisk butik fra vores kunder, og derudover har vi også selv haft et ønske om at komme endnu tættere på dem og få en relation til dem, siger Louisa Bonderup
- Og det giver kunderne mulighed for at se perlerne og måske få nye idéer, inden de køber.
Med en butik og mere plads får de også mulighed for at realisere endnu et kapitel i historien om Uniqperler.
- I løbet af i år vil vi også gerne lave forskellige smykkekurser, hvor kunderne laver smykker med os, det kan for eksempel være skoleklasser eller mødregrupper, fortæller de.
- Det er helt vildt, der her
Iværksætterne oplever, at deres produkter henvender sig til både den enkelte samt familier.
- Med perlerne har vi ramt ned i noget, mange brænder for, lysten til at være kreativ fylder meget i øjeblikket, siger Louisa Bonderup.
- Og smykker er noget, mange kan relatere til. Enten til sig selv eller som en personlig gave.
I dag har Uniqperler tre ansatte i fleksjob, en på deltid og to ungarbejdere, ligesom familien bag bruger stort set al fritid på hele tiden at udvikle drømmen.
- Hvor mange åbner egentlig forretning med familien, vækster og har flere ansatte efter bare et par år? For os er det helt vildt, det her, siger Andreas Bruhn Christensen.
Uniqperler åbner butik på Sagavej 1 i Gistrup lørdag 5. februar klokken 10 - du finder mere info om blandt andet live-auktionerne her på virksomhedens Facebookside