Fidus vil hjælpe dig med at slå ventetiden ihjel
Tanja og Trine fra populært kreaværksted inviterer indenfor juleaftensdag
AALBORG: Engang var det Jørgen Clevin, der klippede og klistrede i DR's ikoniske programserie "Mens vi venter" for at hjælpe børnene med at få tiden til at gå frem til juleaften.
Nu kan du og dine børn gøre ham kunsten efter, hvis I lægger vejen forbi Fidus Kreaværksted og Café i Nørregade 25 juleaftensdag. Fra klokken 10 til 13 slår indehaverne, kusinerne Trine Wittendorff og Tanja Petersen, nemlig dørene op og inviterer indenfor til julehygge og juleguf.
Der vil blive budt på æbleskiver, julegodter og kaffe, og du og dine børn kan slå ventetiden ihjel ved at prøve kræfter med forskellige kreative udfordringer.
- Vi har masser af ting, man kan lave, så det er bare at gå amok på vores kreahylder, siger Trine Wittendorff.
Et sted at stresse af
Hun fortæller, at gæsterne for eksempel kan dekorere porcelæn eller fremstille smykker, og vil de hellere udnytte ventetiden til at få lavet lidt ekstra julepynt, så kan det også lade sig gøre.
- Det væsentligste er, at det giver en mulighed for at stresse af og tænke på noget andet, siger Trine Wittendorff, og fortæller, at arrangementet også er ment som et alternativ til Zoo, hvor mange børnefamilier plejer at samles juleaftensdag.
- Vi har ment, at der burde være et andet arrangement i byen, hvor der ikke kommer så mange mennesker som i Zoo. En af de familier, der har booket en plads hos os, har netop begrundet det med, at de ikke orker at gå rundt i Zoo sammen med hele resten af Aalborg, siger Trine Wittendorff.
I Fidus Kreaværksted og Café koster det juleaftensdag 20 kroner at komme ind, og for de penge får deltagerne juleguf og kaffe, mens kreamaterialer købes ved siden af til særligt julevenlige priser.
Gør det igen næste år
- Jeg er sikker på, at det bliver en rigtig hyggelig dag. Det tidsrum, hvor vi holder åbent, er alligevel dér, hvor vi ellers ville lumre rundt derhjemme og vente på, at verdens længste dag er overstået. Det her er meget sjovere, og jeg er sikker på, at vi gør det igen næste år, siger Trine Wittendorff, der også regner med, at hun og kusinen tager deres egne familier med til arrangementet i Fidus Kreaværksted og Café.
- Men hvordan skal julemaden så kunne blive færdig til tiden, når alle har travlt med at klippe og klistre i værkstedet i Nørregade?
- Anden skal bare sættes i ovnen om morgenen til langtidsstegning - så kan den stå og passe sig selv, mens vi hygger os, fastslår Trine Wittendorff.
Hun oplyser, at det ikke er strengt nødvendigt at melde sig til arrangementet 24. december på forhånd, men hun og Tanja vil sætte pris på, hvis man alligevel gør det, så de kan tilpasse mængden af æbleskiver og kaffe. Tilmeldinger kan ske via Messenger, ved at ringe eller ved at besøge værkstedet.