Billede beskrivelse

Festligt garder-optog gennem Aalborg

Jubilæum markeres med festweekend

27. september 2023 kl. 06.04

Lørdag 30. september er der mulighed for at opleve et flot garder-optog gennem Aalborg.

Aalborg Garden fylder nemlig 40 år, og i den anledning er der lagt op til en decideret jubilæumsweekend.

Det hele kulminerer som nævnt med optoget gennem byen, hvor der vil være deltagelse af Holbæk Garden, Jammerbugt Garden, Peder Most Garden, Aalborg Garden samt en til lejligheden oprettet garde, der består af gamle gardister fra Aalborg Garden.

Optoget gennem byen starter klokken 10 fra Gabels Torv.

Da Aalborg Garden for 40 år siden blev startet, så var det på Vester Mariendal Skole, den holdt til. I dag har man base på Filstedvejen Skole, hvor der øves hver eneste uge. Aalborg Garden er en ungdomsgarde, hvor de yngste er 9-10 år, og de ældste er 27 år.

Både piger og drenge kan være med i Aalborg Garden, som består af et musikkorps og et tamburkorps. Aalborg Garden repræsenterer Aalborg ved konkurrencer rundt omkring i Danmark – men der er også i ny og næ ture til udlandet, hvor man både fremviser garderkulturen og søger at styrke det sociale sammenhold, som er meget vigtigt i Aalborg Garden. Bag garden står utal af forældre, der lægger mange frivillige timer for at sikre deres børn en god fritidsbeskæftigelse.

Har oplevet fin fremgang

Aalborg Garden er i øvrigt på relativt få år gået fra at være en hensygnende garde i bunden af den danske garderkultur til at være Danmarks p.t. femtebedste garde. Yderligere blev garden i 2018 kåret til et af Danmarks mest fantastiske foreningsfællesskaber - efter først at være blevet kåret til Nordjyllands mest fantastiske fællesskab. Med andre ord er der – på tværs af alder, køn og instrumenter - arbejdet hårdt på både det musiske og det sociale. Eller som de selv siger hos Aalborg Garden: ”Vi er Danmarks femtebedste garde med verdens bedste kammeratskab”.

I forbindelse med jubilæumsweekenden er der fra fredag 29. september til søndag 1. oktober aktiviteter på både Filstedvejens Skole og i Aalborg Midtby. Efter lørdagens optog gennem byen vil der om eftermiddagen – fra klokken 13 - være koncert på Filstedvejens Skole. Og om aftenen vil der så være stor fest på skolen, hvor også alle deltagerne overnatter henover weekenden.

Hvis du er interesseret i at komme med i Aalborg Garden – eller blot vil læse mere om den – så kan du på www.aalborggarden.dk finde meget mere information.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste