Festen fortsætter
100 behandlet for småskader - se billederne fra Kildeparken
AALBORG: Selv om mange tog hul på karnevalsfesten meget tidligt på dagen, så fortsætter festen i Kildeparken.
Selv om flere deltog i år i forhold til sidste år, så tyder alt på, at det bliver et fredeligt karneval. Kl. 19 udsendte Nordjyllands Politi en pressemeddelelse, hvor vicepolitiinspektør Henrik Skals udtaler:
Her til aften ved 19-tiden er meldingen fra Nordjyllands Politi, at det fredelige forløb fra formiddagen er fortsat over i en god og festlig aftenstemning, hvor festen for langt hovedparten af deltagernes vedkommende er flyttet ind i Kildeparken. Vi har indtil nu oplevet et Karneval i Aalborg, der overordnet har været præget af godt vejr, god stemning og rigtig mange mennesker i og langs optogene. Men vi ved også erfaringsmæssigt, at der kan komme en del efter-anmeldelser sidst på aftenen og de næste dage.
Lige godt 100 er blevet behandlet for for småskader i den fremskudte skadestue ved Kildeparken. Og derudover har man færdigbehandlet 62 på stedet. 10 personer er blevet overført til Skadestuen på Aalborg Universitetshospital. Der er typisk tale om snitsår fra glasskår og beruselse - dehydrering er indtil videre ikke et hyppigt problem, lyder det fra Nordjyllands Politi.