Fem fantastiske, nørdede niche-butikker i Aalborg du bør kende
Vidste du for eksempel, Aalborg har butikker, der specialiserer sig kun i modeltog og tegneserier?
AALBORG: Selvom vi kalder Aalborg for Nordens Paris, har byen, i international sammenhæng, en begrænset størrelse. Alligevel ligger her de mest fantastiske, små niche-butikker, hvor der virkelig kan nørdes igennem. Aalborg:nu har samlet fem, der er et besøg værd, hvis du vil finde din indre nørd frem.
Comic Express
Comic Express, der ligger på Vesterbro, er byens førende tegneserieforhandler. De har tusindvis af hæfter og sælger både kendte amerikanske klassikere som Spider-Man og Batman, men har også en stor afdeling fyldt med japanske manga-tegneserier.
Er du på jagt efter tegneserier eller graphic novels er Comic Express et must at besøge.
Hobbykæden
Er du interesseret i at bygge dit eget miniature-land og køre rundt med tog dagen lang, skal du tage et smut ind i Hobbykæden på Vesterbro.
Butikken, der kalder sig hele Danmarks modeltogsforretning, forhandler alt fra togsæt til model-bygninger, styresystemer og alt, hvad man ellers har brug for, for at kunne få lavet den fedeste modeltogbane hjemme i stuen.
Læsehesten
Læsehesten i Reberbansgade er vel efterhånden det, man kan kalde en legendarisk butik i Aalborg – måske ligefrem en institution i byen. Butikken sælger faktisk lidt af hvert; plader, bøger, spil, film og meget mere.
Noget af det fede ved Læsehesten er, man stadig finder et utal af gamle retro-spil, et kæmpe udvalg af LP-plader, film og gamle blade. Da aalborg:nu lavede et portræt af butikken i sommeren 2020, fortalte indehaver Lars Christensen, at butikken har 50.000 Anders And-blade på lager.
Spilforsyningen
Uanset om du er til brætspil, figurspil eller competitive kortspil, kan du få det meste og mere til i Spilforsyningen, der hører hjemme i Bispensgade.
Er du på jagt efter terninger, har de et helt udvalg, mangler du et brætspil til familien i weekenden, har de også flere forslag, eller skal du bare have det tungeste, timelange brætspil, du kan få fingrene i, er der også flere på hylderne. Spilforsyningen er leveringsdygtig i det meste, og ved en hel del om sagerne.
Laserdisken
Laserdisken, der har ligget i Prinsensgade siden midten af 1980’erne, er ikke en butik, man som sådan kan gå rundt og ”browse” i. Men er du på udkig efter en film, er sandsynligheden for, de har den, ret stor.
Butikken har et gigantisk lager med alt fra de store, populære film og serier til niche-film fra udlandet.
Selve kundeområdet er ikke ret stort, men stort nok til man kan søge i lageret via en computer, der står til rådighed, eller spørge om hjælp.
Hvis du er på udkig efter en film eller serie til samlingen er Laserdisken bestemt værd at tjekke ud.