Veteranbiltræf indtager Vejgaard nok engang
VEJGAARD: Lørdag 2. maj kl. 10-13 bliver Vejgaard fyldt med blankpolerede klassikere, motorglæde og nostalgi.
Det sker, når der inviteres til veteranbiltræf for bilentusiaster, familier og nysgerrige.
Det fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse.
Arrangementet finder sted langs Hadsundvej fra Vejgaard Boghandel til Vejgaard Kro, på Vejgaard Torv og i Vejgaard Bymidte.
Her bliver gaderne forvandlet til en levende udstilling med klassiske biler, motorcykler og specialkøretøjer fra flere årtier.
Publikum kan opleve alt fra tidlige modeller fra 1920’erne til ikoniske biler fra 1980’erne og 1990’erne, fortæller arrangørerne.
Bilerne kommer fra flere af de store bilnationer, blandt andet USA, England, Tyskland, Frankrig, Sverige og Danmark.
Der vil være amerikanske cruisere, britiske sportsvogne, tyske klassikere, franske ikoner og velkendte nordiske modeller.
Også veteranmotorcykler og særlige køretøjer er en del af udstillingen.
Arrangementet er gratis og åbent for alle, lyder det.
Samtidig holder butikkerne i Vejgaard åbent med gode tilbud og hyggelig stemning, skriver man i pressemeddelelsen.