Billede beskrivelse

Vestbyen var i festhumør

05. september 2025 kl. 08.20

Torsdag eftermiddag og aften stod i fællesskabets tegn, da Vestbydagen endnu engang samlede bydelen til folkefest. 

Området omkring Haraldslund var fyldt med aktiviteter, da foreninger, kulturinstitutioner og organisationer kaldte til samling for både borgere og gæster.

Billede beskrivelse

Arrangementet var det fjerde af slagsen, og vanen tro blev Vestbydagen et pejlemærke for folk i alle aldre.

Billede beskrivelse

Disse kunne gå på opdagelse blandt foreningsboder og sjove aktiviteter. Man kunne også bare slå sig ned og nyde musikken eller få en snak med naboen.

- Vi er glade for den fine opbakning, lyder det fra Lars Holme. Han er centerleder hos Vestbyens Fritidscenter og med i arbejdsgruppen bag Vestbydagen. 

- Det er efterhånden blevet en god tradition, tilføjer han og slår fast, at arrangementet har til formål at sætte fokus på bydelens mange tilbud. - Vi mener selv, at vi har masser at byde på. Vestbyen huser mange forskellige slags mennesker. Der er mange unge, men der er også plads til både familier, ældre og alle mulige andre. Derfor er vi også rigtig glade for den solide opbakning, vi møder fra de mange aktører, konstaterer Lars Holme.

Billede beskrivelse

Han suppleres af Gustav Bernal fra Aalborg Freja og ligeledes medlem af arbejdsgruppen. - Man kan jo bare se på det liv, der er her i dag. Det vidner om Vestbyens evne til at samle folk. Vi glæder os allerede til næste år, fastslår Gustav Bernal.

Billede beskrivelse

Udover et væld af boder fristede Vestbydagen med musikalsk underholdning af blandt andet Diskobandet fra Aalborg Katedralskole, The Muleskinners og Jonas Rintved. Ligeledes bød arrangementet på en panelsnak om fællesskaber. Sognepræst Jesper Fodgaard styrede snakken mellem udviklingschef hos Aalborg Karneval, Jeanett Kaare, og multikunstner Jonny Hefty.

Billede beskrivelse

Arrangørerne anslår, at omkring 5000 mennesker lagde vejen forbi Vestbydagen. Sidstnævnte vender tilbage i en femte udgave i 2026. Det bliver formentlig igen den første torsdag i september.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste