Ventetiden er forbi: Legendarisk pubquiz er tilbage
Det har tidligere dannet ramme om nogle af byens mest intense pubquizzer.
Og nu gør de det igen.
Kontiki Bar i Ågade 21 byder nemlig igen indenfor til én af sine legendariske pubquizzer.
Og som traditionen byder det, foregår pubquizzen på den første torsdag i hver måned - og dermed næste gang torsdag 4. september.
Det fortæller indehaver - og quizvært på aftenen - Sonny Bruun til Ligeher.nu.
- Vi lover både svære spørgsmål, intens stemning og masser af grin, når vi igen byder quizglade aalborgensere indenfor i de hyggelige rammer her på Kontiki Bar, siger han og tilføjer retorisk:
- Og mon ikke også der denne gang kommer bonusspørgsmål med velsmagende præmier foruden den store præmie til aftenens vinderhold?
Sidste gang Kontiki Bar var vært for en pubquiz var tilbage i foråret - dengang med det garvede hold Centralkomitéen som vindere.
Om de bliver vristet af quiztronen, vil kun tiden vise.
Denne sæsons første pubquiz løber af stablen torsdag 4. september kl. 19.
Det er tilladt at være op til fire personer pr. hold, og tilmelding sker i baren efter først-til-mølle-princippet.