Vellykket festival for vandhunde
Vestre Fjordpark summede af liv og aktivitet lørdag, da Aalborg Svømmeklub sammen med Aalborg Idrætsgymnastik og Livredderklubben i Aalborg inviterede til Aalborg Aquatics Festival.
Dagen bød på gratis aktiviteter for hele familien – alt fra vandpolo og sikker havbadning til udspring, gymnastik og præsentation af blandt andet dykkerudstyr var på programmet.
Et af festivalens højdepunkter var de lokale Aalborg-mesterskaber i udspring. Her dystede de voksne deltagere i spring fra både 5- og 10-meter vippen.
Ligeledes var der konkurrencer for børn i udspring fra 1- og 3-meter vipper.
Formanden for Aalborg Svømmeklub, Sebastian Frische, glæder sig over et vellykket arrangement:
- Vi er glade for muligheden for at eksponere vores klub og aktiviteter. Det er første gang i mange år, vi har afviklet et udendørs mesterskab i udspring. Nu havde vi chancen i dag, og med fint fremmøde og dejligt vejr kan vi kun være tilfredse, siger han.
Han fremhæver desuden, at interessen for udspring er stigende.
- Hvad det skyldes, ved jeg ikke, men vi oplever en klar fremgang. Konkurrencerne i dag har næppe gjort interessen mindre, konstaterer formanden.
Festivalen indgik i det såkaldte FIBU-projekt – Fremtidens Idræt for Børn og Unge under Danmarks Idrætsforbund.
Projektet har blandt andet til formål at skabe nye rammer for bevægelse og fællesskab på tværs af alderstrin. Ligeledes sigtes der mod at skabe endnu bedre rammer for trivsel i foreningslivet.