Tre dage lang festival udvider med gratis arrangement
HALKÆR: I tre dage bliver Halkær Ådal igen forvandlet til en levende festivalplads.
Det sker, når Halkær Festival skydes i gang i starten af juni - denne gang med grundlovsfejring fredag 5. juni.
Det skriver Halkær Festival i en pressemeddelelse.
Programmet for festivalen er allerede på plads, og blandt de optrædende er navne som Mike Andersen Band, West of Eden, Fromseier Hockings og The Mukherjee Development - så "der er lagt op til store musikalske oplevelser", skriver festivalen.
Den store nyhed i år er ifølge Halkær Festival, at demokratiet også har fået en plads på programmet.
Åbningsdagen markeres nemlig med et gratis grundlovsarrangement.
- Vi har altid åben kro for alle under festivalen, men i år har vi valgt at udvide adgangen. Festivalen starter med, at vi inviterer alle til gratis grundlovsarrangement med tale, musik og grill, siger Birgitte Lesanner, der er ny daglig leder på Halkær Kro Mad & Kulturhus.
Formanden for Den Danske Naturfond, Bengt Holst, kommer og holder grundlovstalen kl. 14 - og derefter går Juncker på scenen og giver en gratis koncert, oplyser Halkær Festival.
Herefter venter der et program for både store og små - med musik, naturvandring, yoga, morgensang, dans og mad og drikke fra lokale producenter.
- Vi glæder os til at byde både nye og kendte ansigter velkommen til tre dage fyldt med nærvær, musik og ægte festivalstemning.
- For mig er festivalen kroens årlige højdepunkt, hvor vi maxer ud på alt det gode, der gør Halkær Kro til Halkær Kro. Vi skal spise rigtig god mad, høre skøn musik og ud og nyde den fantastiske natur, vi ligger midt i, siger Birgitte Lesanner.
Halkær Festival finder sted fra fredag 5. til søndag 7. juni.
Man kan købe billetter på Halkær Festivals hjemmeside - både til enkelte dage og hele festivalen.