The Tall Ships Races afslører første hovednavne
AALBORG: Til sommer indtager The Tall Ships Races for syvende gang Aalborg Havnefront.
Ud over store flotte skibe og sjove aktiviteter betyder det også masser af god musik.
I år står den på intet mindre end 41 koncerter på fire forskellige scener, og nu er de første navne offentliggjort.
Hovednavne til tyvstart og første dage
I dag offentliggøres de første hovednavne til kapsejladsen i en pressemeddelelse fra Aalborg Kommune.
- Vi er nu klar til at offentliggøre de større navne, der skal spille til The Tall Ships Races 2026 i Aalborg, fortæller ansvarlig for musik og underholdning Keld Rud Nielsen og fortsætter:
- Vi tyvstarter onsdag den 29. juli, hvor fynske Patina skal få det hele op at ringe, når de indtager Port of Aalborg-scenen på Slotspladsen. Så skulle folkefesten ligesom være sparket i gang.
Patina er blandet andet kendt for storhittet Genstart, der tre år efter udgivelsen levede op til sin titel. Sangen er nemlig med i reality-serien Hotel Romantik.
- Torsdag kan vi præsentere en buket af populære danske artister. Blæst skal lukke Port of Aalborg-scenen. De er spillet godt varme med festivaloptrædener i det ganske land forud for deres optræden til The Tall Ships Races. Der er garanti for masser af gode sange og store hits som All in, Juice og Elsker Dig Så Meget. Som opvarmning til Blæst har vi Mathias Ranch, der kom frem i forbindelse med udsendelsen Andreas Odbjergs popmanifest. Endelig finder vi i den lidt mere rockede afdeling Dicte, som med sit seneste udspil Let's Escape viste, at der er masser af vitalitet og nerve i hendes sangskrivningspen, forklarer Keld Rud Nielsen.
Hvis man lægger vejen forbi scenen i Nørresundby, kan man høre sanger/sangskriver Tue West og den populære duo Sko/Torp.
Begge navne har tidligere spillet til The Tall Ships Races i Aalborg med stor begejstring blandt publikum.
- Til sidst har vi lidt af et scoop. Vi har hentet The Paul McKenna Band til Aalborg fra Skotland. Bandet kan i år fejre 20-års jubilæum. De har tidligere spillet på Tønder Festival, og de spiller autentisk skotsk folkemusik, der har vundet dem masser af tilhængere hjemme i Skotland og i alle de lande, de har turneret, afslutter Keld Rud Nielsen.
Nordjyske toner
Også en bunke artister med nordjyske rødder indtager scenerne til The Tall Ships Races.
Disse navne blev offentliggjort tidligere på ugen på Aalborg Kommunes hjemmeside.
Navnene er Søvnmønster, Valøya, Daddy Who, Øjesten, Alexander Raunholdt, Gunnva, Andreas Rødbro, Muleskinners, Jens Varmløse, Origo, Øland, Myli, The Fire Once Lost, Casper Dybdahl & Brothers, Ria Quist, Gustav Bjerrum, Indigo & Ida, Felix the Human, Souvenirs, The Mood Killers, McGuiness, Henrik Fevre og Michael Bach.