Billede beskrivelse

Susanne har besøgt festivalen i over 30 år - er det Danmarks hyggeligste?

15. maj 2025 kl. 14.03

I Halkær er man ikke bange for at tale lige ud af posen, og når det kommer til deres tilbagevendende festival, Halkær Festival, er de helt sikre - det er Danmarks hyggeligste.

Festivalen har over 30 år på bagen og har igennem tiden samlet både unge som gamle til fest på og omkring Halkær Kro. Det har igennem tiden været kroen, og en samling af frivillige, der har arrangeret festivalen - og snart er den gal igen. 

For fredag den 6. juni til og med søndag den 8. juni slår Halkær Kro igen dørene op og byder deltagerne på alt det, festivalen sætter allerhøjest.

Og her er smuk natur, god mad og ikke mindst lokale ildsjæle fællesnævneren - en fællesnævner som igennem årene har været med til at skabe popularitet for det nordjyske event.

Billede beskrivelse

En af dem, der har været at finde på Halkær Festival gennem alle årene, er Susanne Mortensen. 

Hun har samtlige år deltaget på den ene eller den anden måde og haft forskellige roller, der dækker alt lige fra at sidde i kroens bestyrelse til at være frivillig på festivalen.

For Susanne Mortensen har det været støtten til det nære, som har drevet hende, og det har fyldt hende med glæde at skabe værdi og opmærksomhed for sit område.

- Det har været fedt, at jeg ikke har været nødt til at rejse for at få en fed festivaloplevelse, og det har været fantastisk, at jeg har kunne støtte op om vores lokale initiativer. Det hele bliver løftet, drevet og arrangeret af frivillige, og det kan man mærke – man bliver med det samme ramt af den afslappede og hyggelige atmosfære, som kendetegner Halkær Festival, siger Susanne Mortensen.

Det er hendes håb, at årets festival vil danne rammen om gode oplevelser blandt både nye som gamle kendinge, og forhåbentlig vil flere få øjnene op for de unikke muligheder, arrangementet kan byde på. 

- Kombinationen mellem musik i høj kvalitet, flot natur og god mad gør det til et super dejligt sted at komme – både for børn og voksne. Her er du ikke fanget på en stor plads, hvor du ikke kan slippe væk, men derimod kun et par skridt væk fra idyllisk natur og søde mennesker, siger Susanne Mortensen.

Billede beskrivelse

Et musikalsk samlingspunkt 

Foruden god mad, lokale ildsjæle og smuk natur kan Halkær Festivals gæster også se frem til musik af høj kvalitet. 

Her byder kunstnere som Baskery, Simone Tang og Klezmofobia på roots musik og lækre rytmer.

Roots musikken læner sig op ad genrene blues, country og folkemusik, og vil forhåbentlig lokke folk på dansegulvet. 

Og hvis det kniber med at sætte gang i hofterne og svinge træbenet, har arrangørerne også sørget for dig.

Lørdag eftermiddag bliver der nemlig afholdt danseworkshop, så der ikke er nogle dårlige undskyldninger for at tage en svingom.

Billede beskrivelse

Musikken har generelt været et stort samlingspunkt på Halkær Festival gennem årene, og derfor kræver det også en del overvejelser, når programmet skal sættes.  

Jan Vinther har i de sidste tre år været manden, der har løftet opgaven som musikbooker, og når det kommer til planlægningen af det helt rette line-up, er det vigtigt at være bevidst om festivalens DNA. 

- Man har fra Halkær Festivals side valgt at fastholde sin musikalske profil og ud fra traditionen, så er det roots og folkemusikken, der har været fremherskende. Musikken udvikler sig selvfølgelig, og derfor har vi i år hyret mange nye bands for at ryste posen lidt og brede genren lidt ud, siger Jan Vinther. 

Her har der været fokus på et internationalt mindset, og det er i år muligt at finde musikere med rødder i både Danmark, Sverige, Skotland og Palæstina. 

På samme måde som Susanne Mortensen, håber Jan Vinther, at mange vil slå vejen forbi årets festival og lade sig forføre af den dejlige atmosfære og de lækre rytmer. 

Om ikke andet kan han i hvert fald love en ting - man er sikker på at blive overrasket.

Hvis du ønsker at erhverve dig en billet til årets festival, kan du se mere på Halkær Kros hjemmeside. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste