Superbiler og en god sag trak tusinder til Coolshop
NØRRESUNDBY: Ferrari, Lamborghini og Porsche er ikke blandt landevejens mainstream-mærker.
Men lørdag kunne man nærmest vade rundt blandt biler i millionklassen - og så endda i Nørresundby.
Her var Coolshop Megastore vært ved det opsigtsvækkende event Cool Car Race, der har 55 superbiler på listen.
Arrangementet samlede flere tusinde besøgende, der trods silende regn blev vidner til en festlig begivenhed.
Naturligvis var der rig lejlighed til at komme helt tæt på de sjældne biler, alt imens Coolshop diskede op med aktiviteter og underholdning.
Cool Car Race gjorde holdt i Nørresundby som led i et landsdækkende velgørenhedsarrangement, hvor de eksklusive køretøjer besøger forskellige byer i Danmark.
Formålet er at generere midler til syge og udsatte børn.
Velgørenhedsfonden CoolUnite står bag arrangementet, der støttes via donationer og sponsorater langs ruten.
- Vi er glade for, at Cool Car Race gør holdt her hos os, siger Kasper Lindbergh, der er marketingchef hos Coolshop.
- Det trækker rigtig mange mennesker herud. De kommer for at se på biler og for at bakke op om en god sag. Og vi lægger gerne arealer til, tilføjer han.