Strik og bombastiske snoninger: Mie inviterer til lancering af ny kollektion
AALBORG: Måske kender du allerede den aalborgensiske strikdesigner Mie Firring, som står bag brandet Spektakelstrik.
Hun er kendt for sine finurlige og farverige strikkedesigns, og hun har erobret verden med sine opskrifter – og nu er der nyt på vej.
I hendes nyeste kollektion har hun slået maskerne sammen med det københavnske strikkebrand Kit Couture – og det er blevet til kollektionen Tondo.
I den anledning inviterer makkerparret til lancering, og alle er inviteret.
Runde former og søjler
Hvor Mies Spektakelstrik er kendt for spræl og farver, er Kit Coutures styrke strikkekits og mere klassiske designs – og tilsammen er det nu blevet til Tondo-kollektionen.
– Kollektionen hedder Tondo, og det er et begreb fra kunstverdenen, fortæller Mie og fortsætter:
– Tondo omfavner de her runde former, søjler og meget bombastiske ting. Det er det, vi har lavet kollektionen ud fra. Det kan man se i de her snoninger og kærligheden til det runde.
Kollektionen består af otte strikkeopskrifter, som alle kan købes som strikkekits. Her finder du alt fra huer og vanter til store, lækre sweatere i et væld af farvekombinationer.
Kom med til lancering
I anledning af den nye kollektion inviterer Mie og holdet bag Spektakelstrik samt Kit Couture til launch på hovedkontoret i Aalborg i dag, torsdag.
Arrangementet starter klokken 16, og klokken 17 vil der være et kort oplæg om samarbejdet. De første 20 fremmødte får en Tondo-totebag.
– Vi håber, at en masse søde mennesker vil komme, skåle med os, se kollektionen og høre lidt om den. Det er jo vigtigt at fejre de store ting, fortæller Mie.
Til lanceringen vil det også være muligt afprøve Kit Coutures garn og eksperimentere med farvekombinationer.
Det hele sker i Spektakelhouse på Sønderbro 10, 9000 Aalborg.