Stort publikum valfartede til Tylstrup i weekenden
TYLSTRUP: Der var glade gæster og masser af aktivitet, da Tylstrup Mini Marked i weekenden samlede høj og lav til tre dage med underholdning og fællesskab.
Programmet bød på lidt af hvert, og arrangementet tiltrak et stort publikum.
Sidstnævnte kunne hygge sig med alt fra kræmmermarked og musik til fællesspisning og havetraktortræk.
Ikke mindst lørdag var der stor aktivitet på pladsen, hvor et af weekendens absolutte højdepunkter løb af stablen.
Ved den spektakulære bilboksning blev publikum vidne til et underholdende og actionfyldt show.
Skrotklare biler tørnede sammen foran en begejstret menneskemængde.
Bragende sammenstød og kogende kølere skabte en intens stemning.
Sideløbende var der udstilling af såvel gamle knallerter som skinnende flotte lastbiler.
Også musikprogrammet trak mange til.
Lørdag aften blev teltet fyldt, da 80’er-bandet Expressen lagde toner til dans og fællesspisning.
Derudover var der alle tre dage trængsel om kræmmermarkedet, hvor besøgende kunne gå på opdagelse blandt boder med alt fra loppefund til unikke specialvarer.
Tylstrup Samråd stod bag arrangementet, der faldt i forlængelse af de senere års middelalderdage og sendte en hilsen til tidligere tiders Tylstrup Marked.