Stort cykelløb kommer til Nordjylland: Nu har arrangørerne afsløret flere detaljer
NORDJYLLAND: PostNord Danmark Rundt vender tilbage til Aalborg i 2026.
Det kom frem på et pressemøde i Rødovre tidligere på ugen.
Her blev det også offentliggjort, at Aalborg ligeledes bliver målby på første etape af det store cykelløb, der starter onsdag 29. juli.
Første etape indebærer en strækning, der starter på Slotspladsen, hvor den markerer en tyvstart på Tall Ships Races, der egentlig først har officiel åbning dagen efter.
Derefter går det nordpå mod Brønderslev og Vrå, inden man vender snuden mod vest og Pandrup og Brovst.
Herefter passerer cykelrytterne Limfjorden over Aggersundbroen, inden de cykler tilbage mod Aalborg over Lundby, Halkær, Bislev, Godthåb og Svenstrup.
Tilbage i Aalborg afsluttes etapen med en fem kilometer lang rundstrækning i Mølholm og Hasseris - og over den berygtede Skovbakkevej tre gange - inden der er målstreg på Annebergvej i Vestbyen.
Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
- PostNord Danmark Rundt er en fantastisk sportsbegivenhed, og vi glæder os helt enormt til at lægge asfalt til den 1. etape i år. Det er en fejring af cykelsporten, som står rigtige mange danskeres hjerter nært, siger borgmester i Aalborg Kommune, Lasse Frimand Jensen (S).
- At vi så samtidig kan give etapestarten ekstra gas ved at lade den udgå fra en simrende folkefest i hjertet af Aalborg, gør det kun endnu mere spektakulært. Jeg er helt sikker på, at mange aalborgensere vil benytte lejligheden til at give rytterne rigtig god energi og stemning, der vil følge dem på turen videre nordpå, tilføjer han.
PostNord Danmark Rundt 2026 er fem etaper langt, starter onsdag 29. juli og slutter igen i Rødovre søndag 2. august.