Billede beskrivelse

Stort boksestævne indtager Nørresundby

16. november 2025 kl. 11.02
Opdateret kl. 20.27

NØRRESUNDBY: Der bliver smæk for skillingen i Skansen i Nørresundby. 

Her byder Lindholm Bokseklub og Bettina Palle i næste weekend på Danish Fight Night - og flere nordjyske boksere skal i kamp. 

Det skriver Danish Fight Night i en pressemeddelelse. 

- Jeg glæder mig utrolig meget til, at vi endelig vender tilbage til Nordjylland. Området har en stærk boksekultur, og både Nørresundby og Aalborg har gennem årtier fostret store talenter, siger Bettina Palle og tilføjer: 

- At vi nu kan præsentere et PRO-AM-stævne i samarbejde med Lindholm Bokseklub, hvor både professionel og olympisk boksning er på programmet, gør aftenen helt særlig. Publikum kan se frem til tæt action, store følelser og en aften, der hylder både traditionerne og fremtiden for dansk boksning.  På selve aftenen er der planlagt fem professionelle opgør og en række kampe i disciplinen olympisk boksning. Hovedkampen står mellem én af Danmarks mest vindende amatører nogensinde - Frederik Lundgaard Jensen - og en hårdtslående columbianer, Wilmar Alberto Jinete. 

Sidstnævnte er placeret 400 pladser højere på verdensranglisten, "så udfordringen bliver markant", lyder det i pressemeddelelsen. 

En anden nordjyde - Frederik Lundgaard Jensen er oprindeligt fra Hune - der skal i kamp på den store bokseaften, er Kasper Bertelsen, der er opvokset i Arden. 

Han kan tilmed se frem til en ekstra travl aften, da han både selv skal bokse mod engelske Andy Goy - men samtidig skal han også agere træner for Bone Bach Andersen, én af hans egne bokseelever. Han debuterer som professionel til stævnet i en alder af 45 år - og skal op imod Nathan Massey. 

Boksestævnet i Skansen starter kl. 19 lørdag 22. november. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste