Billede beskrivelse

Stor festdag i Hals blev toppet med besøg fra julemanden

23. november 2025 kl. 19.03

HALS: Det summede af forventning i Hals den forgangne lørdag. 

Her havde erhvervsforeningen kaldt til samling for at byde en ganske særlig gæst velkommen. 

Sidst på eftermiddagen skulle han efter planen dukke op - og sådan gik det. 

Præcis kl. 16 ankom Julemanden - sejlende med Egense-færgen. 

Det skete, netop som Aalborg Garden marcherede ind til færgelejet med et stort følge af børn og voksne. 

Sammen bevægede optoget sig mod Torvet, hvor hædersgæsten delte godteposer ud til de mange forventningsfulde poder.

Dagen bød dog på meget mere end det fornemme besøg. 

Allerede i formiddagstimerne var der julestemning i midtbyen. 

Her stod den på gløgg, lune æbleskiver og glade juletoner, mens trylleklovnen MIGU underholdt de yngste.

Festlighederne blev rundet af med et flot fyrværkeri, der satte punktum for en stemningsfuld hyggedag i Hals.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste