Billede beskrivelse

Stor fest i midtbyen: Majken og Louise sætter gang i gaden

17. maj 2025 kl. 14.01

Snart kan byens borgere se frem til et festligt initiativ i byens midte. 

Butikkerne i Nørregade er nemlig gået sammen for at skabe en fælles markedsdag den 31. maj, som forhåbentlig vil tiltrække folk fra nær og fjern. 

Bag hele arrangementet står Majken Green og Louise Weinreich fra henholdsvis Majkens Hylde og Studio Grundahl. 

De to kvinder har brygget på ideen om at skabe et arrangement i Nørregade i et godt stykke tid, og nu er de endelig klar til at løfte sløret for deres mange forberedelser.

- Vi har tidligere haft markedsdage i Nørregade, og Louise havde luftet tanken om, at det kunne være fedt at gentage, og jeg var med det samme med på ideen. Ved sådan et event vil vi kunne vise, hvor fantastisk Nørregade er, og gøre det klart for vores kunder, hvor mangfoldige og unikke butikkerne er - vi kan så meget, og det vil vi gerne sætte fokus på, siger Majken Green.

Heldigvis har støtten og opbakningen fra de øvrige butikker været stor, og alle har ønsket at støtte initiativet efter bedste evne. 

På dagen vil flere af gadens butikker trække deres udvalg ud af butikken og tage opstilling på det lille torv ved biblioteket. De, der ikke har mulighed for dette, vil på anden måde gøre sig aktuelle for de fremmødte og skabe opmærksomhed for deres butik og produkter.

- Alle har syntes, det har været en fed idé. Dem, der ikke stiller op med en stand, er fordi de ikke har personale til både at passe den og en butik. Alle er dog klar på at støtte op om initiativet og hjælpe med at gøre dagen helt speciel, siger Majken Green.

Billede beskrivelse

Fokus på den gode fortælling 

Udover Nørregades mange butikker vil der også være udefrakommende at finde på dagen. 

Blandt andet vil Street Art Festivalen komme og fortælle om deres kommende festival, Street Station vil slå et slag for byens unge kunstnere, og vinimportøren Berthes vil garantere, at de fremmødte har mulighed for at få noget lækkert i glasset.

Det bliver dog ikke kun ved det. 

Majken Green kan nemlig oplyse, at der på dagen vil være flere overraskelser, som forhåbentlig vil skabe god stemning og mindeværdige oplevelser. 

Hun kan dog ikke løfte sløret for, hvad det er, og opfordrer folk til at møde op, hvis man vil have sin nysgerrighed stillet.

Billede beskrivelse

Festlighederne starter klokken 10 og fortsætter hele dagen indtil klokken 15. Der vil dog være visse forbehold for arrangementet, herunder at vejret holder. Er dette ikke tilfældet, vil det blive meldt ud, hvorvidt markedsdagen bliver afholdt eller ej.

Under alle omstændigheder er det Majken Greens håb, at arrangementet vil trække en masse folk til gaden og åbne deres øjne for butikkernes unikke udvalg, hvor god kvalitet og håndværk er sat i højsædet

- Det er super vigtigt i en tid, hvor enormt meget shopping foregår online, at kunderne stadig har mulighed for at opleve god og personlig service. Det er mit indtryk, at butikkerne i Nørregade sætter dette virkelig højt, og at man vil gå langt for at efterkomme sine kunders ønsker, siger Majken Green.

Med det in mente ser Majken Green frem til den kommende markedsdag, hvor både butiksejere og kunder forhåbentlig vil få en helt fantastisk dag. 

- Jeg håber på, at vi får en fantastisk dag med en masse kunder i butikkerne og på gaden. Derudover får flere forhåbentlig øjnene op for vores butikker og vil begynde at komme her oftere, siger Majken Green og fortsætter.

- De fremmødte vil kunne se frem til butikker, der er fuldstændig klar til at give den helt ekstraordinære service, som Nørregade er kendt for, og vi glæder os til at tage imod dem.

Hvis du vil se butikkernes håb for den kommende markedsdag, så se med herunder. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste