Stærkt Queen-fællesskab: - Vi har fået et helt særligt forhold til hinanden
NØRRESUNDBY: Den stod på både læder og legendariske guitarriffs, da 35 elever fra Nørresundby Gymnasium og HF onsdag og torsdag indtog scenen med musicalen "We Will Rock You".
Publikum blev sendt direkte ind i et futuristisk univers, hvor rockmusik er forbudt, og ensretning har erstattet individualitet.
Musicalen følger outsiderne Galileo og Scaramouche, der nægter at indordne sig.
I jagten på den forsvundne rockmusik udfordrer de den magtfulde Killer Queen og hendes regime - alt sammen båret af et lydbillede med markante referencer til Queens mange klassikere.
Lidt af en mundfuld for en flok nutidsunge, skulle man mene.
De ikoniske melodier blev dog leveret med både nerve og overskud af det syv mand store elev-band suppleret af et lige så harmonisk kor.
En kæmpe oplevelse
To af de bærende roller blev spillet af Sille Martinette Staun Ackermann og Alex Enderslev som henholdsvis Scaramouche og Galileo.
Begge har nydt at stå i front for forestillingen.
- Det har været helt vildt fedt at få lov til at spille Scaramouche. Hun er stærk, sjov og anderledes. Jeg har virkelig kunnet udfolde mig i rollen, siger Sille.
Alex Enderslev supplerer:
- Bohemian Rhapsody er et af mine favoritnumre. Jeg elsker Queen, og jeg elsker min rolle. Det har været en kæmpe oplevelse at stå på scenen og mærke energien fra publikum.
Også Ida Karlsen, der spillede den magtfulde Killer Queen, er begejstret:
- Det har været så sjovt at medvirke. Der var flere af de øvrige, som jeg aldrig havde talt med før, men under forløbet er vi blevet rystet rigtig godt sammen. Vi har fået et helt særligt forhold til hinanden.
Eleverne har knoklet
Musicalen var instrueret af lærer Sille Vejby, der glæder sig over elevernes indsats:
- De har knoklet og vist stor vilje til at få tingene til at lykkes - også selv om der har været bump på vejen med sygdom og andet. Og så er det fantastisk, at publikum har kvitteret med store bifald. Mange af forældrene er jo vokset op med Queen, resonerer hun.
Musicals har i årevis været en fast tradition på Nørresundby Gymnasium og HF. "We Will Rock You" blev også opført for år tilbage, og ved premieren forleden sad nogle af datidens elever i salen for at opleve forestillingen i en ny tid og i en anden indpakning.