Billede beskrivelse

Skolestafetten udvider med unikt tiltag - og hele Nordjylland er inviteret med

12. maj 2025 kl. 11.00

Skolestafetten er en årligt tilbagevendende begivenhed - der læner sig op ad den nok mere kendte DHL-stafetten. 

Siden 2023 har den fundet sted på Dyrskuepladsen i Skalborg. 

Og mens der sidste år var lige knap 3000 deltagende børn og unge fra skoler i Aalborg Kommune, regner Rasmus Schøn fra Aalborg Atletik & Motion med, at 2025-udgaven bliver med et rekordstort antal. 

Det fortæller han til Ligeher.nu. 

- Det, der er unikt i år, er, at vi tidligere har holdt deltagerne udelukkende til Aalborg Kommune, men i år har vi udvidet til hele regionen. Så nu har alle skoler i Nordjylland mulighed for at deltage, forklarer han. 

På grund af logistik og oprydning på selve pladsen er deltagerantallet sat på "et absolut maksimum" på 4000 elever, tilføjer Rasmus Schøn. 

Billede beskrivelse

Skolestafetten er for elever fra 3. til og med 8. klasse - og i år inkluderer det altså skoler fra samtlige 11 kommuner i Nordjylland. 

Men Rasmus Schøn anerkender også, at det kan være en større opgave for skoler uden for Aalborg at komme til Dyrskuepladsen. 

- Vi ved, at transport kan være et relativt stort problem for skoler, der kommer langvejs fra. Så vi har indgået et partnerskab med et lokalt busselskab, og så håber vi, at det kan være en hjælp til de skoler, der kommer langvejs fra, siger han. 

På skoleskemaet

Foruden at Skolestafetten har udvidet sin kapacitet og har indbudt hele Nordjylland til at løbe på Dyrskuepladsen til august, har man også sikret sig en anden vital ting. 

Skolestafetten er nemlig kommet på skoleskemaet.

Det betyder i praksis, at der er lavet undervisningsmateriale i selve Skolestafetten, som elever og lærere kan bruge både før og efter selve arrangementet. 

- Så kan eleverne og deres lærere forberede sig på, hvad man skal gøre, inden Skolestafetten løber af stablen. Og så er der lavet materiale til, hvad man kan lave efter eventet, så vi fastholder flest mulige i at være aktive og dyrke motion. Det er med til at skabe trivsel og sammenhold i klasserne, forklarer Rasmus Schøn. 

Dertil kommer, at man på selve pladsen også har udvidet og oppet aktivitetsniveauet - udover selve stafetløbet. 

Det kan man læse mere om på følgende Skolestafetten-link, hvor tilmelding, program og anden info følger. 

Skolestafetten 2025 afvikles på Dyrskuepladsen i Skalborg torsdag 28. august. 

Nedenfor kan du i øvrigt se, hvordan Skolestafetten i 2024 forløb. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste