Billede beskrivelse

Saga Klaverkvartet: Nyt ensemble med prominente musikere

28. oktober 2025 kl. 10.01

AALBORG: Rådhuskoncerter inviterer til koncert med Saga Klaverkvartet – et nydannet ensemble bestående af fire markante musikere fra den danske og internationale kammermusikscene: Kumi Shimizu (violin), Stine Hasbirk (bratsch), Toke Møldrup (cello) og Emil Gryesten (klaver).

Det fortæller arrangørerne. 

Koncerten markerer kvartettens officielle debut, og DR P2 vil være til stede for at transmittere begivenheden. Det foregår 2. november kl. 14.00 til 16.00 i Det Gl. Rådhus i Nørresundby. 

Om musikerne

Kumi Shimizu har siden 2019 været ansat som 1. soloviolinist og alternerende koncertmester i Det Kongelige Kapel. Hun er uddannet ved førende konservatorier i Tokyo og London og har modtaget priser i flere internationale solistkonkurrencer, herunder den internationale Ysaÿe Violinkonkurrence. Kumi Shimizu har optrådt som solist og kammermusiker i store dele af Europa og Asien og er anerkendt for sin kombination af teknisk virtuositet og lyrisk sensibilitet.

Stine Hasbirk er bratschist i DR Symfoniorkestret og har gennem de seneste årtier markeret sig som en af Danmarks mest alsidige kammermusikere. Hun har tidligere været medlem af Cailin-kvartetten og Arild-kvartetten og har med disse ensembler medvirket ved en række af verdens førende internationale festivaler. Stine Hasbirk er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Hochschule für Musik Hanns Eisler i Berlin, hvor hun studerede hos Tabea Zimmermann.

Toke Møldrup har som cellist optrådt i koncertsale som Carnegie Hall, Wigmore Hall og Konzerthaus Berlin og har udgivet flere roste indspilninger af både klassisk og ny musik. Han var i en årrække solocellist i Copenhagen Phil og er i dag lektor i cello ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Toke Møldrup er kendt for sit intense musikalske nærvær og sit engagement i at skabe forbindelser mellem den klassiske tradition og nutidig musik.

Emil Gryesten er vinder af Nordisk Pianistkonkurrence og har givet koncerter i store dele af Europa, USA og Asien. Han er adjunkt i klaver og kammermusik ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og aktiv som både musikforsker og fortolker af den romantiske klavertradition. Blandt hans seneste albumudgivelser er Beethoven-fortolkninger på både moderne og historiske instrumenter samt en Chopin-indspilning på et Érard-flygel fra 1837.

Programmet byder på en spændende rejse gennem både klassiske hovedværker og nyere, sjældent opførte kompositioner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste