Billede beskrivelse

Rytteriet-fans kan godt begynde at glæde sig: - Vi kan love, det bliver et helvede

12. oktober 2025 kl. 11.02

AALBORG: Lørdag 7. november 2026 kl. 18.30 får Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) besøg af to af dansk satires mest markante skikkelser.

Det sker, når Bodil Jørgensen og Lisbeth Wulff indtager scenen i Europahallen med det nye show "Trines mor" - live. 

Det fortæller AKKC i en pressemeddelelse. 

Det satiriske univers fra "Rytteriet" flytter for første gang ind på scenen i en forestilling, der samler højdepunkterne fra de ikoniske telefonsamtaler mellem Trine og hendes mor. 

Showet lover både gensyn med kendte replikker og nye, overraskende scener.

Publikum kan forvente en aften fuld af genkendelighed, skæv humor og dramatik, når mor – endnu en gang – ringer. Og ringer. Og ringer.

- Vi kan love, det bliver et helvede. Vi vil rive Trine rundt i landet - og det bliver ikke en søndagstur. Vi garanterer varme, latter, dans og drama. Og vi lover, at mor går over grænsen. Mange gange, siger Bodil Jørgensen og Lisbeth Wulff.

"Rytteriet" begyndte som radiosatire på DR i 2009 og voksede hurtigt til et af landets mest elskede satireprogrammer. 

Blandt de mange karakterer er Trines mor blevet en sand kultfigur – både elsket og frygtet for sin blanding af kærlighed, kontrol og skarp komik.

Aftenen rundes af med DJ Lisa Kaye, der med musik og dans vækker minder om Trines parcelhushave-barndom. Publikum kan glæde sig til et sprudlende show om familiebånd, telefonopkald og usynlige navlestrenge, der aldrig bliver helt klippet over.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste