Programmet til Nibe Festival 2025 er nu klar
Programmet til årets Nibe Festival er nu klar!
Med tæt på 100 koncerter i Skalskoven fra 2.-5. juli 2025 kan festivalen endelig afsløre stort set hele lineuppet.
- Vi synes faktisk, vi har ramt et af vores absolut stærkeste programmer til årets festival. Vi er meget tilfredse, udtaler Festivaltalsmand Peter Møller Madsen.
TV-2 blandt årets sidste navne
Efter en udsolgt fest i Royal Arena blev TV-2 kaldt ”hele Danmarks Partyband” af en anmelder. Med deres 20. album ude er Brandt & Co. stærkere end nogensinde – selvfølgelig er de klar til Nibe 2025.
Thor Farlov åbner onsdagen på Stor Scene med et væld af hits, herunder "Alt Det", "Noget Si'r Mig" og det nyeste Christopher-collab "Hvor Var Jeg Endt".
Nibe Festivals første rigtige hovednavn var ubetinget Lars Lilholt Band – eller bare Lilholt Band, som de hed tilbage i 1988. Siden har Lars Lilholt vundet publikums hjerter gang på gang i Nibe, og fredag 4. juli er de tilbage på Blå Scene.
Det oplyser Nibe Festival i en pressemeddelelse.
Få det fulde overblik på Nibe Festivals hjemmeside.