Billede beskrivelse

Populære caféer fortsætter i Musikkens Hus

27. september 2025 kl. 06.02

AALBORG: Tre søndage dette efterår – og en enkelt lørdag i oktober – er der skønne opera-arier i uformelle rammer i Musikkens Hus. 

Det fortæller Musikkens Hus i en pressemeddelelse. 

I foråret introducerede huset et nyt koncept, Operacaféer, og de blev så godt modtaget, at serien fortsætter dette efterår. 

Med i den nye omgang er bl.a. kombinationen af opera og mad, som første gang så dagens lys under Nordjyske Operadage, hvor gæsterne sad bænket ved langborde som under sydens sol og nød italienske lækkerier og operasang. 

Lørdag den 11. oktober dækker Musikkens Hus igen op til sang og mad – denne gang med franske lækkerier.

Her kan publikum se frem til at nyde en tallerken med franske lækkerier på Øvre Foyer, mens tre operasangere og en pianist underholder med delikate hits fra store operaer. De tre er sopranen Mette-Maria Øyen, mezzosopranen Emma Oemann, barytonen Jesper Buhl og Britt Grønnebæk på klaver.

Billede beskrivelse

Unge talenter

Senere i oktober – søndag den 26. – er overskriften på operacaféen "Morgendagens Stjerner". Seks talentfulde sangere fra Det Jyske Musikkonservatorium er klar til at underholde med en perlerække af kendte arier og duetter af Mozart, Bizet og Puccini.

Publikum kan glæde sig til at opleve sopranerne Nana Ragnhild Schmidt Olsen, Emma Tingager Jacobsen og Julia Jacobson, mezzosopranen Daniella Flórez, barytonen Hans Christian Brun-Jensen og bassen Martin Brejl Borup.

Operette

Til november udvides repertoiret til også at inkludere operette. OperetteKompagniet lægger vejen forbi og byder på uimodståelige hits fra såvel det wieneriske arkiv som fra Danmarks egen unikke sangskat.

OperetteKompagniets målsætning er at udbrede den skønne trefjerdedelstakt – at slå et slag for en teaterform, der godt nok altid har været der, men i nyere tid har ligget lidt i klemme mellem operaens boom og musicalens indtog. 

Men de charmerende valsetrin inspirerer stadigt, og det vil sopranerne Signe Asmussen og Vibeke Kristensen samt tenorerne Bo Kristian Jensen og Thomas Peter Koppel bevise, når de sammen med pianist Louise Schrøder diverterer med stor sangglæde, rørende øjeblikket og tillige et par anekdoter.

Mød operachefen på Det Kongelige Teater, Elisabeth Linton, der kigger forbi til en snak om opera. Hvad skal opera kunne i 2025, og hvilke tanker gør hun sig om genren, både som instruktør og operachef?

Samtalen afbrydes med passende mellemrum af en sanger og pianist Laurits Dragsted, der vil berige publikum med skønne toner og arier fra det store operarepertoire – udvalgt af Linton.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste