Pool i herreafdelingen: DM rykker ind i Salling
DM-ugen er i fuld gang, og det kan mærkes overalt i Aalborg – selv midt i stormagasinet Salling.
Her kan du lige nu opleve noget så usædvanligt som danmarksmesterskaberne i 9-ball Pool midt i herreafdelingen.
Og selvom det lyder som en overraskende ramme for en sportsbegivenhed, er placeringen måske ikke helt tilfældig.
Sport i nye rammer
Man kunne fristes til at tro, at placeringen skyldes den særlige dresscode, der gælder ved turneringer under Den Danske Billard Union, hvor spillerne ofte stiller op i det stiveste puds.
Det er jo trods alt praktisk at stå midt blandt skjorter og slips, hvis man pludselig opdager, at man mangler det rette outfit.
Men ifølge Alan Conway, som både er arrangør og deltager i turneringen, ligger der en mere jordnær forklaring bag.
– Vi var i Aalborg for to år siden, og dengang blev vi placeret her tæt på indgangen. Det viste sig at fungere rigtig godt, så vi har valgt at vende tilbage – placeringen er helt perfekt, fortæller han og tilføjer:
– Vi har lagt mærke til, at mange helt almindelige kunder, som egentlig bare er ude at shoppe, stopper op og bliver nysgerrige.
Og netop den reaktion rammer lige ind i DM-ugens filosofi, som handler om at rykke sporten ud af de klassiske haller og præsentere dem i uvante rammer.
– Det er helt bevidst, at vi i DM-ugen leger med arenaerne og måden, sporten bliver præsenteret på. Det handler om, at sportsgrenene møder et nyt publikum – og omvendt, at publikum møder nogle sportsgrene, forklarer Anders Aaen Larsen, der er presse- og kommunikationskonsulent i Aalborg Kommune.
Kom og se
9-ball-turneringen kører hele weekenden, både i Salling, Aalborg Billardklub og Dan's Pool Hall.
Finalerne spilles søndag i Salling, hvor du kan mærke spændingen på tæt hold, når Danmarks nye poolmester bliver kåret midt mellem jakkesæt, jeans og skarpe sko.