Billede beskrivelse

Over 10.000 gæster så Forsvaret tæt på

07. september 2025 kl. 14.36

Lørdag summede Aalborg Kaserner af liv, da Trænregimentet slog portene op til åbent hus. 

Over 10.000 gæster fandt vej til arrangementet, der bød på en sjælden chance for at komme tæt på soldaternes hverdag og materiel.

Billede beskrivelse

Dagen blev indledt med velkomst ved regimentschefen. Straks efter kunne publikum opleve paradekørsel med militærpolitiets motorcykler og regimentets mange specialiserede køretøjer. Det satte tonen for et program fyldt med aktiviteter og oplevelser for hele familien.

Billede beskrivelse

Overalt på kaserneområdet kunne man prøve soldaternes udrustning og våben, kravle ind i køretøjer eller lade børnene få en tur bag på en af militærpolitiets motorcykler. Regimentet havde stillet alt frem – fra pansrede ambulancer til tunge lastbiler – og soldaterne stod klar til at fortælle og demonstrere, hvordan materiellet bruges i praksis.

Billede beskrivelse

For de yngste var der hoppeborge tæt ved streetfood-området. Her kunne forældrene passende tage en spisepause og tanke op på energi, inden turen gik videre rundt til de mange boder og opvisninger.

Billede beskrivelse

Det store besøgstal falder da også i god jord. Regimentschef, oberst Michael Elsøe Frandsen, er godt tilfreds:

- Vi er glade for at kunne vise, hvad vi laver ved Trænregimentet og på Aalborg Kaserne, siger han og suppleres af chefsergent Johnny Nielsen:

- Der har været stor interesse for at se Nordjyllands største arbejdsplads. Det glæder os.

Lørdagens Åbent Hus-arrangement blev i øvrigt kombineret med familiebesøgsdag for kasernens værnepligtige.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste