Billede beskrivelse

Oplev Aalborg Zoo efter lukketid – og støt kampen mod sclerose

06. maj 2025 kl. 19.00

– Jeg var nede at handle, og pludselig opdager jeg, at jeg ser dobbelt.

I april var det præcis fem år siden, Sanne Krogh Poulsen fra Nørresundby fik beskeden om, at hun har sclerose. En nyhed, der kom som et chok for hende og familien.

I dag er hun en af hovedkræfterne bag et helt særligt arrangement i Aalborg Zoo, som netop skal samle penge ind til forskning i sygdommen.

Troede, det var stress

Sanne havde tidligere oplevet symptomer. Allerede i 2011, kort efter hun var startet som gymnasielærer i Hjørring, mærkede hun en føleforstyrrelse i armen.

Dengang vurderede lægerne, at det nok skyldtes stress.

Men fem år senere blev det tydeligt, at noget var helt galt.

– Det er præcis fem år siden i april, at jeg kørte hjem fra arbejde og pludselig havde svært ved at læse skiltene. Senere, da jeg var nede at handle, gik det op for mig, at jeg så dobbelt, fortæller Sanne.

Herefter gik det stærkt. Hun kom hurtigt til læge, og kort tid efter stod diagnosen klar.

Et liv med sclerose

I dag lever Sanne et liv, der på mange måder ligner alle andres.

– Sclerose rammer meget forskelligt. Nogle mister evnen til at gå, andre får problemer med balancen eller hukommelsen. Jeg er ret heldig – jeg mærker det kun i perioder.

Gennem sit sygdomsforløb har Sanne fundet stor støtte i Scleroseforeningen.

– Jeg fik hurtigt kontakt til en psykolog og en socialrådgiver gennem foreningen. Det var en stor hjælp – også i forhold til alt det praktiske med forsikringer, pension og arbejdsliv. Det er jo ikke lige det, man forestiller sig at skulle tænke på i 30’erne.

Hun deltog også i et gruppeforløb med andre nydiagnosticerede.

Støt forskning med en tur i zoo

På trods af – eller måske netop på grund af – sygdommen har Sanne valgt at engagere sig som frivillig.

Sammen med Louise Bøgild og Anne Honoré Østergaard står hun bag et helt særligt YOU GO-arrangement den 8. maj.

YOU GO er en landsdækkende kampagne under Scleroseforeningen, og i Aalborg foregår det i helt unikke rammer i Aalborg Zoo efter almindelig lukketid.

– Zoologisk Have har været så imødekommende. De åbner klokken 17, og så kan man gå frit rundt og opleve haven i sit eget tempo. Der er fodringer af pingviner og isbjørne, skoletjenesten holder åbent, og man kan købe mad eller tage sin egen med og grille, siger Sanne.

Arrangementet er for alle – børn, voksne, familier, vennegrupper. Og alt overskud går ubeskåret til forskning i sclerose.

Praktisk information

Tid og sted: Torsdag den 8. maj kl. 17.00, Aalborg Zoo

Pris: 100 kr. for voksne / 50 kr. for børn (3–12 år) Hele beløbet går ubeskåret til forskning i sclerose

Tilmelding sker på Scleroseforeningens hjemmeside

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste