Seneste nyt
Billede beskrivelse

Nyt gavlmaleri binder Nørresundby og Aalborg sammen

30. juni 2026 kl. 12.17

NØRRESUNDBY: I sidste uge kunne vi skrive om et nyt gavlmaleri i Aalborg.

Se også
Nyt gavlmaleri pynter Aalborg - fortolk det selv

Nu har Kirk Gallery igen været på spil – denne gang på opfordring fra Solsidens Udviklings Alliance, som har efterspurgt et kunstværk på Østerbrogade 52.

Billede beskrivelse

Og kunstværk står nu klart.

Det er den hollandske kunstner Super A, der denne gang har svunget penslen.

Realisme og tegneseriefigurer

- Jeg har malet hele livet. Det har altid været min måde at bearbejde ting på, fortæller Super A, som går under det borgerlige navn Stefan Thelen.

Da vi møder ham har han netop sluppet spraydåsen med maling. Kun de sidste detaljer mangler, før han er færdig.

Super A er kendt for sine gavlmalerier verden over, hvor realistiske motiver kombineres med tegneseriefigurer - en stil, der bygger på mange års erfaring med graffiti, tegning og grafisk design.

Billede beskrivelse

Og netop denne signatur ses nu også i det nye gavlmaleri ved Limfjordsbroen på Nørresundby-siden.

To sider forbindes

Det er anden gang, Super A maler i Danmark, men første gang i Jylland.

Han begyndte på maleriet tirsdag i sidste uge og har i den stegende sol malet hele weekenden.

Opgaven fra Solsiden Udviklings Alliance lød på at skabe et stort gavlmaleri, som symboliserer forbindelsen mellem mennesker, natur og kultur samt forbinder Nørresundby og Aalborg.

Billede beskrivelse

Da bygningen tidligere husede et bibliotek, har han ladet sig inspirere af H.C. Andersens eventyr.

Kigger man efter, kan man også få øje på referencer til flere af eventyrene – blandt andet Den grimme ælling, Den Lille Pige med Svovlstikkerne og Nattergalen.

Det hele er indrammet af en sommerfugl, hvor sommerfuglens krop fungerer som en slags skillelinje. På hver side kan man se forskellige modsætninger.

- Jeg bruger altid modsætninger til at fortælle en historie, fordi det gør begge sider stærkere, fortæller Stefan Thelen.

Sommerfuglens vinger bindes sammen af en bro – et symbol på forbindelsen mellem Nørresundby og Aalborg.

Se det her

Vil du selv se værket med egne øjne, finder du det på Østerbrogade 52 i Nørresundby.

Gavlmaleriet er udviklet i samarbejde med Solsidens Udviklings Alliance med formand Claus Ring Skibsted i front.

Billede beskrivelse

Maleriet er en del af Kirk Gallerys Out In The Open-projekt, som nu kører på 13. år.

Flere gavlmalerier er allerede i støbeskeen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste