Nu vajer piratflaget igen over havnefronten: Gratis DJ-event vender tilbage
Sommeren er på vej, og mulighederne i Aalborg bliver bare flere og flere.
Snart kan du se frem til et tilbagevendende event - og så er det tilmed gratis.
Fredag og lørdag den 16. og 17. maj vender Blue Machines nemlig tilbage til Jomfru Ane Parken med deres DJ-event Harbour: Candy ved Aalborg Havnefront fra klokken 15-22.
Når Blue Machines i år byder velkommen, vil det være til deres 14. sæson, men opskriften vil fortsat være den samme: kolde øl, lækker house- og lounge musik og hvis guderne vil det - godt vejr.
Arrangøren af eventet, Clark Knøsen, ser frem til at se en masse fremmødte, og håber på, at eventet endnu engang vil kunne sætte gang i byen.
Han har igennem de sidste 20 år faciliteret musikalske events, og de sidste 14 år er det mundet ud i arrangementet Harbour: Candy ved Aalborg Havnefront.
For Clark Knøsen har det været ønsket om at lave hyggelige og afslappende events, der har drevet ham. Her skal både musikere, publikum og han selv kunne komme ned i gear og nyde hinandens selskab i et rum, hvor musikken er i højsædet.
- Mange events går ofte på kompromis med musikken og gør musikken mere kommerciel for at lokke flere folk til. For mig er det vigtigere at prioritere musikken og vise folk, hvilke kvaliteter denne genre kan byde på, siger Clark Knøsen.
Nye lokationer i vente
Der vil dog i år være forandringer at spore.
Tidligere er eventet udelukkende blevet afholdt i Jomfru Ane Parken, men i år har Clark Knøsen måttet tænke ud af boksen, da det ikke har været muligt at afvikle alle de planlagte events ved havnefronten.
Det vil sige, at Blue Machines i år kommer til at turnere rundt i Aalborg, og på deres vej kommer de forbi både Karolinelund og Østre Anlæg efter deres opstart i Jomfru Ane Parken.
Clark Knøsen er ked af, at det ikke har været muligt at bibeholde deres faste spot i parken, men på den anden side ser han også frem til at prøve nye lokationer af, og håber, at publikum vil følge med dem rundt i Aalborg.
- Folk kan se frem til et hyggeligt event, god musik og kolde øl. Det er et gratis event, så jeg håber på at se en masse folk. Forhåbentlig bliver vejret godt, så vi får de allerbedste forudsætninger, siger Clark Knøsen.
Gode tilbud og sjove tiltag
Blue Machines arrangement er som vanligt gratis, og derfor må indtægterne komme andre steder fra.
Til det formål vil der til de forskellige arrangementer være sat en ølvogn op, som vil kunne byde gæsterne på kolde forfriskninger.
Ølvognen er dog ikke som alle andre.
Denne ligger nemlig inde med både piratflag og kodeord, som kan veksles til gode tilbud og billige øl.
- Når piratflaget hæves, vil der kunne købes fadøl til en 20'er. Flaget er dog kun hejst et kvarter ad gangen, så man skal være hurtig. Ydermere vil der til hvert arrangement være en række kodeord, som vil kunne bruges til at få et godt tilbud i baren. Jeg har endnu ikke fundet på kodeordene, men det vil inden arrangementet blive lagt ud på vores sociale medier, så vores gæster kan gøre brug af dem, siger Clark Knøsen.
Hvis du ønsker at læse mere om Blue Machines og deres kommende events, kan du se mere på deres Facebook-side Blue Machines.