Billede beskrivelse

Nostalgien rullede ind i Vejgaard

03. maj 2026 kl. 16.00

AALBORG: Der var nostalgisk atmosfære den forgangne lørdag i det centrale Vejgaard. 

Her dannede både Hadsundvej, Vejgaard Torv og bymidten rammen om et stort veterantræf med et bredt udvalg af biler, motorcykler og specialkøretøjer.

Billede beskrivelse

Kuriøse modeller fra starten af 1920’erne til ikoniske biler fra 80’erne og 90’erne gav et indblik i bilens udvikling gennem årtier – både i design og teknik.

Vejgaard Handel stod bag arrangementet, der løb af stablen for andet år i træk. 

– Vi har haft besøg af cirka 60 bilejere, fortæller Jette Haugaard Grønhøj. 

– Vi prøvede det af sidste år, og vi oplevede masser af positiv respons. Nu må vi se, om vi ikke er ved at skabe en god tradition. Bilerne bidrager til hygge og atmosfære, og de danner en god ramme om handel i butikkerne.

Billede beskrivelse

Køretøjerne repræsenterede en række klassiske mærker. Alt fra Citroëns ikoniske 2CV-model og Volvos B18 210 til hårdtpumpede dollargrin kunne opleves. 

Også en af Aalborgs gamle bybusser var til skue. De stolte bilejere viste gladeligt frem, og mange fik en snak om en tid, hvor bildesign ikke gik på at passe ind, men på at skille sig ud gennem skønhed og karakter.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste