Billede beskrivelse

Nordjyder dansede sig til guldet: - Det er slet ikke til at fatte

08. februar 2026 kl. 11.01

AALBORG. 16-årige Amanda Ruud Bech fra Støvring dansede sig i weekenden til ikke bare én, men hele to guldmedaljer til en af landets største dansekonkurrencer, Kaufmann Cup.

- Det er slet ikke til at fatte.

Søndag var der nemlig første af tre ranglistekonkurrencer til Kaufmann Cup, som holdene, skal igennem, før det bliver afgjort, hvem der gør sig fortjent til at deltage i finalen.

Det ser altså lyst ud for Amanda Ruud Bech og de andre konkurrencehold fra House of Dance i Aalborg, der med mere end 200 deltagende dansere har opnået flotte resultater i weekenden.

Intet mindre end fire guldmedaljer blev det til for det aalborgensiske House of Dance i hip hop-kategorien med holdene Vultures, Vipers, Serpents og Ravagers.

Asbjørn Kjølby, der er instruktør for holdene Vipers, Serpents og Ravagers, er også godt tilfreds med weekendens præstation.

- Amanda og de andre dansere og instruktører er for seje. De knokler hårdt og giver afkald på rigtig meget for at være elitesportsudøvere, så det betyder enormt meget for dem, at indsatsen også giver pote.

Foruden guldregnen er det også blevet til en flot andenplads for holdet Lil’ Vipers, der var opstillet i hip hop-kategoriens minibørn mesterrække.

Selvom Amanda Ruud Bech er glad for resultatet, er hun ikke meget for at hvile på laurbærrene

- Vi er meget ydmyge omkring vores placeringer og ved, at intet er givet på forhånd. Derfor skal vi allerede træne flere gange i denne her uge, så vi kan gøre os fortjent til at kvalificere os.

Udover hip hop-kategorien, som blev afholdt søndag, blev der lørdag konkurreret i Showdans-kategorien. Også her klarede aalborgensiske House of Dance sig rigtig flot, og de fik blandt andet en førsteplads med holdet Unsettled.

Næste ranglistekonkurrence af Kaufmann Cup afholdes 28. februar til 1. marts.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste