Billede beskrivelse

Nibe skal huse Nordjyllands - måske - største gadefest

03. februar 2026 kl. 14.00

NIBE: Der er en første gang for alting. 

Det gælder også for Nordjyllands måske største gadefest, der løber af stablen i Nibe til marts. 

Det fortæller arrangørerne - Lions Nibe og Lions Nibe Guldgåsen - i en fælles pressemeddelelse. 

Det hele foregår i den lokale Nibe Idræts- og Kultur Center, og her inviteres hele lokalområdet - på tværs af veje, kvarterer og generationer - til én stor fest. 

- Vi drømmer om en begivenhed, hvor alle kan være med - uanset om man kommer alene, med naboerne eller som repræsentant for sin vej eller grundejerforening. Vi vil samle Nibe og omegn på tværs af generationer og skabe en aften, der styrker fællesskabet, lyder det fra Lions Nibe og Lions Nibe Guldgåsen.

Der vil både komme liveband og DJ på selve aftenen. Nibes eget hitband Over Hækken spiller op til dans - og når de har brug for en aften, hopper DJ Classic Disco til og holder stemningen høj. 

Der vil desuden være både mad og drikke samt en kaffebar på dagen og aftenen - og hele overskuddet fra arrangementet går til velgørenhed, oplyser arrangørerne. 

Gadefesten løber af stablen 14. marts. 

Dørene åbnes kl. 17.30, og festen varer fra kl. 18 til 02.

Information om billetter med mere finder du ved Lions Club Nibe. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste