Nibe Festival afslører den sidste artist på årets program - og regner snart med at have udsolgt
Størstedelen af sommerens program for Nibe Festival er egentlig på plads.
Men nu har festivalen fundet plads til endnu et navn på den i forvejen bugnende plakat - men det bliver så også det sidste, meddeler festivalen.
Danske URO kommer nemlig også og spiller på Nibe Festival anno 2025 - og dét på Blå Scene.
Det skriver Nibe Festival i en pressemeddelelse.
URO - som har det borgerlige navn Jeppe Kronback - er blevet landskendt med hits som "Føles Godt", "Godthåbsvej" og "Min Bror", ligesom han har samarbejdet med Suspekt på "Tænker Ik På Andre".
Han er pt. aktuel med "Øresund", hvor han har slået pjalterne sammen med Thomas Helmig.
- URO er en af de artister, som virkelig har fat i publikum med sin hudløst ærlige lyrik og moderne popsound. Det er en fornøjelse at kunne præsentere ham som sidste navn på Blå Scene torsdag. Det bliver både nærværende, stemningsfyldt, intenst og stærkt. Vi så det sidste år, hvor URO stopfyldte Reservatet i øsende regnvejr, siger Peter Møller Madsen, der er talsperson for Nibe Festival.
URO fuldender programmet for Nibe Festival 2025 - som i forvejen også tæller kæmpe navne som Anastacia, Minds of 99, Suspekt og Nik & Jay.
Og på billetfronten er der også ved at være fyldt godt ud.
Nibe Festival meddeler således, at alle partout-billetter forlængst er udsolgt, ligesom det er tilfældet med dagsbilletter om onsdagen og lørdagen.
Der er meget få fredagsbilletter tilbage, mens torsdagsbilletter også forventeligt snart er udsolgt, skriver Nibe Festival.