Musik, magi og masser af stemmer – kom og syng med i Musikkens Hus
Forestil dig at gå til koncert – og selv være stjernen
Snart kan det blive virkelighed. Musikkens Hus i Aalborg inviterer nemlig til Syng! Syng! Syng! – en koncert, hvor det ikke er de professionelle, der står på scenen, men publikum selv.
Med sanginstruktør Line Groth i front og et professionelt band i ryggen lærer deltagerne en af tidens store popsange. Efter et par timers opladning er I klar til at fyre den af i en ægte koncertfinale.
En oplevelse, du kan tage med hjem
Koncerten bliver optaget på video og sendt til alle deltagere bagefter. Så kan du genopleve aftenen – og måske dele den med venner og familie.
– I Musikkens Hus er vi sammen om livets musik, og vi har glædet os meget til at præsentere konceptet med fællessang her. Uanset baggrund og forskelligheder, så kan folk mødes i sangen og føle, at de er sammen om noget større. Det skete ved alsangsstævner under anden verdenskrig – og vi så det senest under Covid-19 pandemien, hvor fællessangen virkelig samlede folk. Den styrker fællesskabet og skaber glæde”, siger Rikke Mølgaard, administrerende direktør i Musikkens Hus.
Syng! Syng! Syng! afholdes tre gange i løbet af efteråret i Intimsalen – og alle kan være med.