Motionister tager på tur til kendte cykelsportssteder
GISTRUP: Motionscykelklubben Himmerland, der har klubhus i Gistrup og omkring et halvt hundrede medlemmer, har fra 5.-14. juni arrangeret ”Tour de Benelux".
Her laver man en række flotte heldagsture på nogle af de kendte forårsklassikere i cykelsporten.
Turen starter med et par dage i flade Holland omkring Arnhem og en runde i Limburg-provinsen inden turen går til Belgien, hvor der i to dage skal køres syd for Liége fulgt af en etape i den centrale del af Ardennerne.
Turen, der for længst er udsolgt, slutter med to etaper i det nordøstlige Luxembourg.
Der bliver således lejlighed til at prøve en række af de ikoniske stigninger og det gælder for eksempel etape 3 fra Amstel Gold Race, etape 4 med Liége – Bastogne – Liége og på etape 5 fra Fléche Wallonne, men der bliver ikke mulighed for at prøve kræfter med brostens-pavéer.
Kendte stigninger
De to ture i Holland foregår i og omkring nationalparken Hoge Veluwe og dagen efter handler det om floder, kanaler og vindmøller samt broer og sejlads med mindre færger.
På dag tre handler det om at prøve kræfter med ”Amstel Gold Race” og de fleste kendte stigninger, og dagen efter bliver ikke mindre spændende med en række længere stigninger på for eksempel Coté de la Redoute.
Den femte tur bliver ikke mindre udfordrende, for her venter på Fleche Wallone de kendte stejle ”mure” i form af blandt andet ”Mur de Huy” foruden en længere tur langs en flod.
Den sidste tur i Belgien er i det meget smukke hjørne med de mange småbyer og floder i Ardennerne, hvor turen ender i de skovklædte bjerge.
Første tur i Luxembourg bliver omkring Sûre-floden, der snor sig på kryds og tværs i et fantastisk panorama.
Absolut sidste tur inden hjemrejsen bliver i ”Petite Suisse” med vinmarker i den ene ende af etapen og i den anden ende dalen med de syv slotte.
To rejsedage
Deltagerne kører i privatbiler til og fra området samt på strækningerne mellem hotellerne så der bliver to rejsedage og otte dage på cykel.
Der benyttes hoteller i Holland, Belgien og Luxembourg - alle med halvpension - og der vil hver dag være ruter af forskellig længde og sværhedsgrad, så alle uanset niveau, kan være med.
Det hele er arrangeret således, at grupperne mødes jævnligt undervejs på den enkelte tur, for der skal også være tid til cafébesøg, frokost og andre stop.
Hovedparten af turene på cykel bliver på mindre asfaltveje, suppleret med asfalterede cykelruter.
På seks af de otte ture cykles der på en rundtur ud fra og retur til samme hotel.